Da min største frygt blev en realitet (og dét jeg lærte af det)

Jeg tilhører den type menneske, som godt kan lige at analysere, forberede, forudse og planlægge. Når jeg står foran et valg, går min hjerne helt automatisk i gang med at tænke i fordele og ulemper, best og worst case scenario og i “hvad gør jeg så, hvis dit eller dat sker”. Jeg føler, det er en 100% rationel og nøgtern vurdering af situationen, og jeg mener allerinderst inde, at det da er noget alle burde gøre. Hvorfor ikke forberede sig ordentligt? Hvorfor ikke tænke over tingene? Hvorfor ikke have en plan? Hvorfor ikke undgå de problemer, som man kunne have forudset, hvis bare man havde tænkt lidt over det på forhånd?

Så sådan har jeg levet det meste af mit liv, og jeg syntes faktisk, at det virkede upåklageligt. Jeg fik aldrig gjort noget, der endte med, at jeg var i store problemer. Jeg fik aldrig sagt ja til noget, jeg endte med virkelig at fortryde. Jeg fik aldrig gjort noget virkelig dumt. Det var et supersmart system.

Har du det på sammen måde? Forestiller du dig de mulige udfald af en given situation? Stiller du muligheder og udfald op imod hinanden for at finde det mest sandsynlige og bedste udfald? Vurderer du lige sagen en ekstra gang, før du træffer din endelige beslutning? Vil du gerne være sikker på ikke at begå en fejl, som du kunne have opdaget på forhånd, hvis du havde været lidt påpasselig? Lyder ‘Better safe than sorry’ som en udemærket strategi? Så læs videre…

Der var bare nemlig tre – yderst essentielle – ting jeg havde overset. Dem vender jeg tilbage til senere.

I 2010 havde Nicolai og jeg været sammen i godt 2 år langdistance. Og med langdistance mener jeg virkelig langdistance. Nicolai boede først på Rhodos og så på Malta, og jeg var i Danmark. Så vi så hinanden i 2-3 uger ad gangen, ofte med et par måneder imellem, og vi overlevede tiden fra hinanden ved at tilbringe utallige timer på Skype.

Han havde et firma på Malta, som han hverken kunne eller ville forlade. Jeg havde en karriere, som jeg hverken kunne eller ville opgive. Den eneste tekniske mulighed ville være for mig at tage til Malta og blive partner i Nicolais firma. Det ville medføre, at vi var sammen, og at jeg havde noget, jeg kunne bruge rent karrieremæssigt.

Men dén plan overlevede ikke mange minutters overvejelser af fordele og ulemper.

Helt ærligt. Findes der noget dummere? Alle ved da, at man aldrig skal blande familie og forretning… og da især ikke kærester og forretning… og da overhovedet ikke kærester-man-kun-har-været-sammen-med-i-to-år-og-hvor-man-ikke-engang-ved-om-man-kan-bo-sammen-endnu og forretning. Det ville være så snot-dumt, så man faktisk fortjener at blive grint af, når det går galt. Der er ikke noget ‘hvis’ det går galt. Det kommer til at gå galt. Grueligt galt. Og det er bare forholdet.

Hvad med mit CV? Jeg har en cand. merc i logistik. Hvad i alverden skal jeg bruge online markedsføring til? Skulle jeg tage til Malta og blive selvstændig, for så et år senere – når det går galt – at kravle tilbage til logistik med et kæmpe hul i mit CV, som ikke kunne forklares med andet end, at jeg er en af dem, der kan finde på at opgive min karriere til fordel for en fyr til udlandet? Hvem i alverden ville hyre sådan en person? Jeg ville i hvert fald ikke.

Så…

Realistisk set ville det ende med, at Nicolai og jeg ville gå fra hinanden, hvilket ville efterlade mig på Malta, uden job, uden et hjem, uden en kæreste, i det forkerte land og med et dårligt CV. Det ville være katastrofalt. Og det var jo realistisk. Statistisk set går de fleste par fra hinanden. Når vi så øger presset ved at bo sammen, arbejde sammen og være ejere sammen, må det øge sandsynligheden for, at forholdet ikke kan holde markant.

I eventyrland, hvor vi rent faktisk kunne få det til at fungere, ville det hele være roser og regnbuer. Jeg ville have et fantastisk forhold til Nicolai, have tonsvis af frihed, rejse verden rundt, have økonomisk succes, være glad og fuld af selvtillid og generelt bare leve livet fuldt ud. Nøjh, det lød godt. Men helt seriøst, hvor lalleglad skal man lige være, for at tro på at dét går i opfyldelse.

Det var slet ikke nogen kamp. Der var ingen realistiske argumenter for, at det ville være en god ide så meget som at overveje at flytte til Malta. Jeg nåede ikke engang til at sætte scenarier op som det ovenfor. Følelsen var overvældende. Det ville være en latterlig lalleglad beslutning, som realistisk set kun kunne ende galt. Så jeg droppede tanken.

Lige indtil min bror – hvis mening betyder rigtig meget for mig – skar det ud i pap for os, at hvis vi havde planer om at blive ved med at gøre ingenting, kunne vi da lige så godt give op, gå fra hinanden nu og komme videre med vores liv…. Og at der derudover var masser af eksempler på, at det var muligt at blande familie og forretning, man skulle nok bare være forberedt på, at der kom et par ekstra problemer ud af den konstellation. Men det var da ikke noget, der nødvendigvis skulle ende i katastrofe. Det var jo muligt at forberede sig på nogle af alle disse problemer.

Jeg endte som bekendt med at tage springet, og flytte til Malta, og senere tage beslutningen om at købe mig ind i firmaet. I forhold til dette indlæg, vælger jeg dog at hoppe 6 år frem til nutiden.

Nicolai og jeg er gået fra hinanden.

Jeg sidder på Malta. Mutters alene. Og min største frygt er blevet en realitet. Jeg har ikke længere nogen kæreste. Jeg har ikke længere noget firma. Jeg har har ikke længere noget job. Jeg er i det forkerte land. I det rigtige land har jeg ikke nogen lejlighed. Ikke nogen møbler. Og mit CV i forhold til logistik ligger et sted imellem ‘ubrugeligt’ og ‘langt fra optimalt’.

Alt hvad jeg havde frygtet, der ville ske, er nu sket. Hele den situation, jeg var sikker på, at jeg ikke kunne håndtere, står jeg nu midt i. Men følelserne er uventede. Den altoverskyggende panik jeg havde forventet er udeblevet. Dagene i gråd over at have valgt den forkerte vej i livet er ikke kommet.

I stedet for latterliggørelse fra venner og familie er jeg blevet mødt med mentale kram og kærlighed. I stedet for angst føler jeg lettelse. Lettelse over at jeg nu kan flytte tilbage til Danmark. Lettelse over ikke længere at skal kæmpe med Nicolai om, hvordan firmaet skal ledes. Lettelse over at jeg kan starte et nyt liv med fokus på at hjælpe andre. Hvor jeg havde forventet panik, mærker jeg spænding, lyst og glæde. Hvor jeg havde forventet angst, mærker jeg livsglæde, selvtillid og gåpåmod.

Selvfølgelig er jeg ked af at det ikke gik mellem os. Selvfølgelig er jeg bange for at miste Nicolai i mit liv. Men jeg havde ikke forudset, at de andre følelser også ville være der.

I min indledningsvise iver efter at analysere, forberede, forudse og planlægge havde jeg fejlagtigt stolet på min hjernes vurdering af både den nuværende og den fremtidige situation. Men nu har jeg lært tre ting om vores hjernes evne til at vurdere en situation, som ville have ændret min tilgang markant. Tre ting, som jeg rigtig gerne ville have vidst for 6 år siden

1: Hjernen overestimerer sandsynligheden for at fejle

Nobelprisvinder Daniel Kahneman beskrev blandt andet dette i sin internationale bestseller ‘Thinking Fast and Slow’. Hvis et særligt negativt udfald er en mulighed, overestimerer vi sandsynligheden for at det sker. Det kan være sandsynligheden for at vores fly styrter ned, at vores firma går konkurs eller at vores forhold går i stykker, og vores liv derfor ender i kaos. Der er mulighvis kun 0,1% sandsynlighed for at det sker, men fordi konsekvenserne er så store, medfører det, at vores hjerne vurderer sandsynligheden for at det sker, som værende markant højere.

Min hjerne var stensikker på, at det alt sammen ville gå galt inden for 1 år. Det gik først galt efter 6 år. Det er 5 år ekstra til at udvikle mig. 5 år jeg er blevet ældre og mere moden. Det er 5 år til at få nye færdigheder. 5 år til at få mere selvtillid. Det er 5 år som selvstændig, jeg kan skrive på mit CV, i stedet for det ene sølle år, jeg havde forestillet mig. 5 år er en kæmpe forskel på rigtig mange parametre.

I vurderingen af det ene år, var der ingen tillid til mine evner i forhold til at vurdere en mand, før jeg involverer mig med ham. Ingen tiltro til at vi kunne løse eventuelle problemer, der måtte opstå. Og slet ingen tro på at tingene måske bare ville gå godt.

Med ingen vægt på den positive side, og ekstra vægt på den negative side, fik jeg vurderet sandsynligheden for at fejle alt for højt.

2. Vi gør worst case scenariet værre end det egentlig er

Når jeg forestillede mig, hvordan det ville være at stå uden kæreste, uden firma, uden job, uden lejlighed i det forkerte land, med et dårligt CV, tænkte jeg på det som en katastrofe. Jeg så mig selv lammet af frygt og angst. Jeg så de uoverskuelige problemer tårne op over mig, og mig selv ude af stand til at løse nogen af dem. Jeg var blandt andet sikker på, at jeg ikke ville kunne finde et job, at jeg ville føle mig som en fiasko for evigt samt at jeg ville blive grint af i årevis, fordi jeg havde været så dum at tro på, at det kunne have gået godt.

Jeg fik slet ikke medtaget, at jeg også ville have lært noget af de år, jeg var i udlandet, og af de år jeg var selvstændig. Jeg fik ikke overvejet, at der også ville være gode ting ved situationen. At hvis vi gik fra hinanden, var det nok fordi forholdet eller omstændighederne ikke var så fantastiske alligevel, og at der dermed ville være en vis lettelse ved at skifte retning. Jeg fik kun fokuseret på det absolut mest negative udfald, som jeg endda havde gjort mere sandsynligt end det var.

3. Vi undervurderer vores evne til at håndtere situationen

Jeg overvejede heller ikke muligheden for, at jeg reelt kunne håndtere den situation, jeg nu står midt i. Jeg stillede aldrig mig selv spørgsmålet: “Okay, så hvis alt går ad helvede til, kan du så klare det?”

Hvornår er egentlig sidste gang, hvor du ikke håndterede hvad end der skete? På trods af en historik, hvor vi håndterer næsten hvad som helst, har vi stadig alt for lidt tiltro til vores egne evner, når det kommer til fremtidige udfordringer. Men vi klarer det jo altid.

Når folk vi elsker dør. Når vores partnere har fundet en anden. Når vi bliver fyret. Når vi bliver ydmyget. Når vi bliver syge… så klarer vi det. Det er noget lort – men vi klarer det. Det er vigtigt for vores fremtid og for vores tiltro til os selv, at vi husker på dette. Evnen til at håndtere hvad end der måtte ske er guld værd. Det er magt. Magt over frygten. For hvad har vi egentlig at frygte, hvis vi ved med os selv, at vi kan håndtere hvad end der sker?

Hver af disse tre ting om vores hjerne er biased over imod at være mere bange, end vi objektivt bør være. Hvis et scenarie objektivt er 3 skræmmende på en skala fra 1-10, kan disse bias medføre at scenariet føles som 7 skræmmende. Hvis vi ikke er bevidste omkring dette, kan det medføre, at vi får reageret fejlagtigt i en masse situationer. Måske får vi sagt nej til noget, vi skulle have sagt ja til. Måske får vi brugt en masse tid og energi på at bekymre os over noget, der reelt ikke er farligt. Måske går vi glip af glæde, tid og liv – bare fordi vores hjerne har det med at være frygtfuld og overbeskyttende.

Så næste gang du står overfor en situation, hvor du kan mærke, at du går i gang med at vurdere og analysere en given situation, så husk at stilledig selv de rigtige spørgsmål. De spørgsmål, der aktiverer dine frontallapper, og sikrer at du får de rigtige svar.

  • Hvad er egentlig worst case scenario, når jeg nu husker, at jeg er biased imod at gøre det værre end det er?
  • Hvad er egentlig sandsynligheden for at det sker, når jeg husker, at jeg er biased imod at overvurdere sandsynligheden?
  • Kan jeg klare det, hvis det sker?

Den vægt du bør give et udfald er størrelsen af udfaldet (det reelle worst case scenario) gange sandsynligheden for at det sker (den reelle sandsynlighed). Og hvis du derefter vurderer, at du godt kan håndtere det, selv hvis det ser, jamen så er det slet ikke er så farligt, som forventet.

Hav tillid til dit fremtidige jeg. Tillid til at du overvurderer både worst case scenario og sandsynligheden for at det sker, samt undervurderer din egen evne til at håndtere det.

Vær ikke bange for at fejle. Vær ikke bange for at du ikke kan håndtere det. Vær bange for slet ikke at prøve.

 

Kommentarer - Offentliggøres ikke på Facebook, med mindre du aktivt vælger det.

Fik du noget ud af indlægget? Sig det ved at dele:

Tagget med: , , , , ,
Udgivet At ændre dine tanker, Tag springet, Vær selvbevidst