Derfor skal du lade være med at kritisere – også selvom det åbenlyst er rimeligt

kritisereHvordan reagerer du, hvis du bliver mødt med kritik? Bliver du åben, lyttende, konstruktiv, eftertænksom, modig, nysgerrig og positiv? Eller bliver du defensiv, irritabel, frustreret, ked af det, såret og fuld af tanker om hvorfor dine handlinger var ikke bare rimelige men helt naturlige?

Den naturlige reaktion, når vi mennesker bliver kritiseret, er at retfærdiggøre. Og det er der en rigtig god grund til. Kognitiv dissonans. Det er ikke nemt at sige, men det er godt at kende til.

Kognitiv dissonans opstår, når et menneske oplever modstridende holdninger, værdier, tanker eller lignende. Eksempelvis har du måske en værdi om at leve sundt, hvilket inkluderer at du siger nej til chokolade, men alligevel spiser du chokolade næsten hver dag. Du kan også jævnligt råbe af din partner, selvom du har et billede af dig selv som værende et støttende og kærligt menneske. Når vi står i en situation, hvor vi har modstridende holdninger, tanker og værdier oplever vi et enormt ubehag. Og dette ubehag vil bestå, indtil vi håndterer det.

Måden vi oftest håndterer dette på, er ved at retfærdiggøre den handling vi valgte. “I dag har været en rigtig hård dag – jeg havde virkelig brug for chokolade”, “Nu skal man jo heller ikke være fanatisk”, “Så længe det er mørkt chokolade, er det sundt”, eller “Hvis han nu bare ville lytte, når jeg sagde noget, ville jeg ikke være nødt til at råbe”, “Han ved godt, at han ikke skal irritere mig før jeg har fået morgenkaffe – han er selv ude om det” eller “Jeg råbte ikke. Jeg hævede bare stemmen, og det var da absolut på sin plads under omstændighederne”.

Utroligt nok bliver denne retfærdiggørelse kun kraftigere, når kritikken kommer fra en anden.

Hvad var din instinktive reaktion sidste gang, der var nogen, der kritiserede dig for enten ikke at have gjort noget eller for at have gjort noget forkert? Prøv at se om du kan komme i tanke om et par eksempler. Før jeg øgede selvbevidstheden på dette område, nåede jeg ikke engang at tænke, før min mund sagde: “Jamen, det er også bare fordi at du…”.

Vi retfærdiggør fordi vi ikke kan lide alternativet. Hvis vi er nødt til at indrømme, at vi har såret nogen eller gjort nogen ondt på anden vis strider det imod vores billede af os selv som værende en god ven, kæreste, medarbejder, chef osv.

Selv Al Capone havde retfærdiggørelsen klar. Størstedelen af samfundet så ham som en brutal gangster, der myrdede folk for et godt ord og tjente penge på andres lidelse, men selv sagde han: “Jeg har brugt de bedste år af mit liv på at give folk nydelse, hjælpe dem med at have det sjovt, og alt jeg får er hetz og en eksistens som en jaget mand.”

Når du kritiserer nogen – uanset hvem – tænder du deres instinktive trang til at retfærdiggøre hvad de har gjort. Når de retfærdiggør sig selv, ved at sige, “Jamen, det er også fordi du…” eller noget lignende, kritiserer de dig, hvorved din trang til at retfærdiggøre dig selv bliver tændt. Og så er vi i gang. Hvis den ikke stoppes kan diskussionen hurtigt komme ud af kontrol.

Jeg kan slet ikke beskrive hvor mange diskussioner mellem par jeg har overværet, der grundlæggende foregår på formlen: Du er dum – Nej jeg er er – Jo du er – Det ville jeg ikke være, hvis DU ikke var dum – Det ville JEG ikke være, hvis DU ikke var dummere – Men vi MÅ jo være enige om, at du er aller dummest – osv. Grundlæggende retfærdiggøres der fra alle sider, og inden for meget få minutter er vi kommet fra at diskutere om hætten skal sættes på tandpastaen, til hvorfor den anden altid kommer sur hjem.

Den energi, der vækkes, når nogen kritiseres, er enorm, men den bliver aldrig brugt på at løse det oprindelige problem. Alt energien bliver brugt til at retfærdiggøre.

Istedet for at kritisere andre, så lad os indse at ved at kritisere igangsætter vi deres trang til at retfærdiggøre sig selv og derved til at kritisere os tilbage. Det er en negativ spiral, der aldrig fører noget godt sted hen. Alle kan finde ud af at kritisere.

Langt mere interessant og konstruktivt er det at indtage en sårbar og ærlig rolle. Hvis du kan mærke, at du føler dig angrebet, så sig det: “Jeg kan mærke, at jeg føler mig lidt angrebet lige nu. Kan vi bakke, så vi ikke ender et sted, vi ikke ønsker at være? … Kan du eventuelt prøve at omformulere?”

Det lyder måske helligt, hult, latterligt, påtaget eller noget helt 5. Det gjorde det i hvert fald, da jeg begyndte at sige sådan nogle ting, når jeg kunne mærke at vi var på vej et forkert sted hen i en diskussion. Men helt ærligt: hvad er alternativet? Går det bare så godt nu, så du ikke har lyst til at se på nogen som helst alternativer? Er det virkelig bedre at ende i et ubehageligt skænderi, fordi dét der kan stoppe skænderiet før det starter lyder påtaget?

Jeg lyder gerne påtaget 8 gange om dagen, hvis det ellers betyder, at vi kan undgå ukonstruktive skænderier. Og hvis begge parter ellers er enige i at det vigtigste mål, er at undgå at ende i et ukonstruktivt skænderi, følger det også, at begge parter bør være ok med at, hvad end der siges måske lyder lidt påtaget.

Jeg kan muligvis berolige dig med, at det med tiden holder op med at lyde påtaget. Med tiden bliver man bare taknemmelig over, at endnu et skænderi er blevet undgået, fordi den ene part trækker vejret, og melder op hvordan de føler, i stedet for bare at retfærdiggøre og kritisere tilbage.

Prøv det. Hvad er det værste der kan ske? Og fortæl mig endeligt, om det virker for dig.

 

Kommentarer - Offentliggøres ikke på Facebook, med mindre du aktivt vælger det.

Fik du noget ud af indlægget? Sig det ved at dele:

Tagget med: , ,
Udgivet At ændre dine tanker, Parforhold, Uncategorized, Vær selvbevidst