Effekten af at sige ja, selvom alt i dig skriger nej

Jeg må nok erkende, at jeg altid har været lidt af en nej-hat. Hvorfor risikere noget, når man ikke behøver? Man kan jo heller ikke savne noget, man ikke ved man mangler det, vel? Hvad nu hvis jeg ikke kan finde ud af det? Hvad nu hvis de ikke kan lide mig? Hvad nu hvis jeg ikke kan lide dem?

Jo ældre jeg er blevet, og jo flere gange jeg har valgt at lytte til den stemme i mit hoved, som panisk skriger “NEEEEEEEEJJJ” og som sender bølger af angst ud i min krop, når jeg står overfor noget skræmmende, desto sværere er det blevet at sige ja. Det er så nemt at sige nej. Jeg er så vant til at sige nej. Jeg har så at sige bygget en firsporet motorvej til Nej-dalen mens turen til Ja-land går via en bumplet grussti – og motorvejen er nu engang bare den mest behagelige.

For et par måneder siden bestemte jeg mig for at se, hvad der var på den anden side. I Ja-land. Jeg havde en snigende fornemmelse af, at hvis jeg ikke ændrede på noget, ville min verden blive ved med at være relativt lille, og jeg ville få meget svært ved at opnå, det jeg gerne ville. Alle de kloge bøger beskriver jo også, at man skal opsøge dem, der ved mere om dét man gerne vil, end man selv ved… og jeg blev ved med at have det bedst med at læse om det i trygheden af min egen lejlighed i stedet for at føre det ud i praksis. Ingen fare for at falde igennem, for at se dum ud, ingen fare for at fejle.

Men nu skulle det være. Hvad nu hvis jeg gik glip af en masse fantastiske ting? Og hvis jeg ikke kunne lide Ja-land, kunne jeg jo desuden altid bare hoppe tilbage igen. Denne artikel er en gennemgang af, hvordan dét at sige “Ja” hver eneste gang min hjerne bare skreg “Neeeeeej” medførte, at jeg på under 2 måneder oplevede et nyt land, højst sandsynligt har booket min første optræden som foredragsholder, har fået lov til at tappe ind i erfaringerne på 4 personer, der alle lever af det jeg gerne vil, har mødt en mand, der måske kan hjælpe mig med at fylde hullerne i min fortid ud og derudover er blevet en del af min absolutte yndlingsorganisation.

I nogenlunde kronologisk orden…

1) I anledningen af deres 10 års jubilæum inviterede Unibet 30 affiliates til Island. Det var muligt for både Nicolai og mig at tage med, men Nicolai ønskede det ikke, og jeg skulle nu bestemme mig til, om jeg ville afsted alene. Alt i mig skreg nej. Tanken om at stå sammen med 30-40 fremmede mennesker inden for en branche, jeg ikke længere ønskede at være en del af, under omstændigheder hvor det var forventet, at der skulle drikkes og socialiseres mere eller mindre døgnet rundt var uudholdelig. Det lød ganske enkelt forfærdeligt, og alt i mig havde lyst til at sige nej. Men jeg sagde ja.

Jeg oplevede Island, så nordlys, var i den blå lagune, spiste i en roterende restaurant i toppen af et fyrtårn, mødte utallige flinke mennesker og lagde den første smule asfalt på vejen mod Ja-land.

2) Efter Island tog jeg til Danmark for at deltage i et bryllup, hvor jeg er gode venner med både bruden og gommen. Jeg kom til at sidde til bords med brudens mor, som åbenbart havde hørt godt om mig fra bruden. Hun havde i hvert fald overvejet mig i forhold til at lave en workshop over 4-6 uger i foråret, hvor jeg skulle hjælpe nogle studerende med at være mere innovative i deres job. Hun vidste fra bruden, at jeg var god til at se ting fra nye vinkler, og at jeg selvfølgelig var selvstændig, og hun havde åbenbart stor tiltro til mine evner.

Dette var markant værre end Island. På Island havde jeg en backup plan, hvis det hele blev for meget. Jeg kunne lade som om, at jeg var syg, og så bare lukke mig inde på et værelse, indtil det var overstået. Det kunne jeg jo ikke på en workshop. Her skulle jeg stå foran nogen… sige noget foran nogen… og de skulle gerne have noget ud af det. Jeg kan da overhovedet ikke finde ud af at se tingene fra en anden vinkel. Jeg ved intet om det. Det går aldrig godt. Aldrig, aldrig, ALDRIG”. Aldrig har min hjerne skreget Nej så højt før. Ud af min mund kom: “Nej, hvor det lyder spændende. Det vil jeg SÅ gerne!” 

På torsdag skal jeg ned og se hvordan en en-dags workshop om samme emne ser ud. Jeg tænker, at dét at se en anden i aktion sikkert giver mig en masse ideer om både hvad, der er forventet, samt hvad jeg selv ville gøre anderledes. Det burde i teorien være med til at gøre mig mere sikker. Men det er nok kun i teorien.

Bottom line er dog stadig, at hvis jeg gerne vil lave foredrag, og dele mine tanker med nogen, er dette et super godt sted at starte. Det ville være sindssygt at sige nej til, så derfor siger jeg ja fra nu af og til næste sommer uanset hvor ubehageligt det er…

3) 2½ uge efter brylluppet sad jeg i Maltas lufthavn på vej til Danmark. Jeg var på Facebook, da jeg pludselig faldt over et opslag fra TEDxAarhus, hvor de søgte nye frivillige til 2017. Det var fantastisk. Jeg er vild med TED, og tanken om at mødes med andre personer, der deler min fascination gjorde mig virkelig spændt. Dén glæde holdt lige indtil jeg så, at ansøgerne skulle lave en videopræsentation af sig selv. “Neeeeeeeeeeeeeeeeeeej! Det går aldrig!! Alt andet end det!” Men når man tænker nej… siger man ja. Jeg besluttede mig allerede dér for, at dén video skulle optages næste morgen. Få det overstået. Hav tillid til at de mere går efter glæde, entusiasme og udstråling, end efter en, der kan snakke i 5 minutter på engelsk uden at sige “øhh”.

Jeg brugte tiden i lufthavnen på at lave det CV, de også gerne ville have, og brugte så en time på videoen dagen efter… Eller det vil sige… jeg brugte 45 minutter på at udskyde, 3 minutter på at lave 3 forsøg, hvor det gik galt inden for 20 sekunder, 8 minutter på at optage det endelige klip og 4 minutter på at uploade, vedhæfte og sende.

Var jeg 100% tilfreds med videoen? Nej. Var jeg 100% stolt af, at jeg havde gjort det og sendt den uden at bruge 4 dage på at være i panik over det? Absolut ja! Jeg vidste også, at jo længere jeg ville vente, des større var sandsynligheden for, at jeg helt ville droppe det – måske med en eller anden forklaring om, at det nok også var bedre at vente til næste år med at melde mig som frivillig, at de sikkert fik masser af ansøgninger fra andre, der var meget bedre end mig osv. Det ville jeg ikke risikere, så derfor skulle den ansøgning afsted så hurtigt som muligt.

Ansøgningen medførte, at jeg blev Co-head of Marketing for TEDxAarhus 2017, hvilket er en fantastisk (og angstprovokerende) titel. Min nej-stemme tænker instinktivt, at jeg intet ved om marketing, og jeg burde melde mig ud hurtigst muligt. Min ja-stemme beroliger mig med, at selv hvis intet af det jeg har arbejdet med de sidste 5 år kan bruges til noget som helst, kan man nå at lære rigtig meget i løbet af et år.

4) Når man gerne vil lave foredrag, giver det naturligvis rigtig god mening, at møde andre, der laver foredrag, så man har nogen at lære af. Man kan læse nok så mange bøger om det, men jeg vidste jo godt, at jeg måtte ud i den virkelige verden og se en masse foredrag, og helst også snakke med dem der holdt dem.

Derfor søgte efter foredrag, og jeg tog til følgende:

4.a) Forandringsledelse hos CA. Det var ikke fordi emnet interesserede mig synderligt, men det blev holdt af en, som åbenbart underviste en masse, og som jeg dermed tænkte, jeg kunne lære en masse af. Jeg tvang mig selv til at stille spørgsmål undervejs, og jeg vred begge arme rundt på mig selv, og tvang mig til at blive efter oplægget for at snakke med foredragsholderen. Alt i mig ønskede bare at tage jakken på og smutte – så vigtige var mine spørgsmål jo heller ikke! Men det handlede ikke om svarene på mine spørgsmål. Det handlede om at turde at møde nye mennesker, og spørge om de vil bruge 5 minutter af deres tid på at snakke med mig.

Det ville han gerne, og han forklarede glad om hvordan han var endt der, hvor han var nu. Det var ikke helt så brugbart, som jeg havde håbet på, men det var en succes for mig at have turdet. Den officielle person fra CA kom op til os lige som foredragsholderen var nødt til at gå, og jeg valgte til min nej-stemmes store panik, at snakke videre med CA-manden. Han viste sig at have en masse viden omkring hvordan man bedst opbygger et foredrag, og han var mere end villig til at dele ud af sin viden. Det medførte, at jeg fik 2o minutters ene-undervisning, hvilket aldrig var sket, hvis jeg i stedet bare havde taget min jakke på og var gået direkte efter foredraget.

4.b) Creative Mornings er et koncept, der blev foreslået mig, da jeg likede TEDxAarhus på Facebook. Det er møder, hvor selvudnævnte kreative mennesker mødes en time fra 8-9 en fredag morgen. Der er et oplæg på ca. en halv time, og ellers er der networking. Ubehag, ubehag ubehag! At sidde og lytte til en eller anden er fint – men at networke… bvadr! Men når hjernen siger nej, så siger jeg ja. Jeg har nu været til 2 møder, hvilket har medført, at jeg blandt andet har mødt Philip Morley og Thomas VovemoD Lütken, som begge talte ved TEDxAarhus 2016.

Philip er også frivillig på 2017 holdet, og udover at være en fornøjelse at være sammen med, har han været ekstremt behjælpelig i min jagt på at finde et sted at bo. Derudover arbejder han til dagligt med at trække nøgle budskabet ud af forretningsbeskrivelser (‘key message expert‘), hvilket er noget jeg bestemt kan lære meget af.  Thomas VovemoD var taleren på det 2. Creative Mornings møde for en uge siden. Jeg tvang igen mig selv til at gå op og snakke med ham efter oplægget, og vi endte med at snakke i ca. 10 minutter, om hvordan han kom i gang, og også han var ekstremt venlig i forhold til at dele ud af erfaringer og råd. Jeg var ikke i tvivl om, at han var en person, jeg kunne lære ufattelig meget af, så da han sagde, at jeg bare kunne tilføje ham på Facebook, var det ikke noget han behøvede at tilbyde 2 gange.

4.c) I forgårs var jeg så til ‘Personlig branding på LinkedIn’ hos CA. Foredragsholderen var Tine Arhøj, og ind imellem mange gode pointer åbnede hun op for, at man godt måtte connecte med hende på LinkedIn, hvis man ellers huskede at sende en personlig besked med. Eftersom hun i dag blandt andet lever af at lave foredrag, kunne hun bestemt være ekstremt værdifuld for mig at kende. Min hjerne skreg igen nej, for det ville jo så betyde, at jeg skulle snakke med hende om mine ideer, planer og drømme. Der er jo ingen grund til at connecte med hende, hvis det ikke skal bruges til noget, og jeg kunne jo slippe for alt ubehaget, ved bare at lade være… der var jo aldrig nogen, der ville opdage det. Men når hjernen siger nej, så siger vi ja!

Så jeg skrev til hende. Hun accepterede, og fandt åbenbart min profil så interessant, så hun foreslog kaffe. Den var uventet, og en ny skylle af nej’er rullede ind over mig. Derfor skrev jeg naturligvis “Jamen, det vil jeg da virkelig gerne!” tilbage, og nu skal vi drikke kaffe på tirsdag.

Hendes oplæg medførte desuden, at jeg i går også skrev til Thomas VovemoD, da jeg så at han havde fødselsdag. Tine havde fortalt, at hun altid skrev fødselsdaghilsner til folk på LinkedIn, når hun så det, da det var en god måde at reconnecte lidt på. Så jeg fik skrevet en besked til Thomas, hvor jeg ønskede ham tillykke med dagen, mindede ham om hvem jeg var, og takkede ham en ekstra gang for det gode oplæg, han havde lavet. Han svarede hurtigt tilbage., og takkede mange gange – både for min hilsen og for den snak vi havde haft efter hans oplæg. Derudover tilbød han frivilligt sin assistance i tilfælde af, at der var noget specifikt, jeg gerne ville have råd om eller hjælp til.

Dén var også uventet, og min hjerne skreg indtrængende Nej! Thomas er jo en super kapacitet – jeg kan ikke andet end at se åndssvag ud i sammenligning med ham. Mine spørgsmål er nok dumme. Mine mål er nok forkerte. Det var sikkert bare for at være høflig. Han har da alt for travlt til at hjælpe en komplet fremmed, som ikke kan tilbyde noget tilbage igen. Men… når hjernen skriger nej…

Jeg skrev tilbage til ham og sagde, at dét ville jeg sindssygt gerne, så nu mødes vi en time om et par uger.

5) Efter jeg flyttede til Danmark blev jeg ofte spurgt “Hvad skal du så lave nu?” Her er det også angstprovokerende at skulle sige “Jeg vil gerne holde foredrag om alle de stemmer i vores hoveder, der holder os tilbage, og derigennem hjælpe folk til at overkomme disse stemmer, og få et mere tilfredsstillende liv.” Janteloven vælter ind over mig med tanker som “Hvem tror du, du er?” osv. Men hvis jeg ikke tør at sige dét højt, hvordan skal det så nogensinde gå i opfyldelse? Derfor svarede jeg ærligt, da jeg blev spurgt af Jesper, som er driftschef hos fødevareBanken i Århus N, hvor jeg er frivillig en dag om ugen.

Han foreslog med det samme, at jeg kunne mødes med en af hans venner, som til dagligt var mentor, og derfor vidste en masse om, hvordan man bedst mødte folk, der hvor de var. “Neeeeeeej”, skreg min hjerne, men nu var jeg efterhånden ved at være vant til dette, så jeg sagde naturligvis ja. Et møde blev sat op, og udover at være intelligent og interessant at være sammen med, lærte jeg en hel del af det møde.

I går skrev han uopfordret til mig, og spurgte, om han skulle nævne mig over for den person, som han i sin tid var blevet undervist af. Han talte om Viggo Müller, som viste sig at være indehaver af Mentorakademiet, og som har fået et utal af positive tilbagemeldinger fra sine kursister. Igen fik jeg en følelse af, at det var helt uden for min liga. At det ville være pinligt med alle de dumme spørgsmål, jeg ville stille. Igen havde alt i mig lyst til at sige nej. Og igen sagde jeg ja. Det er ganske enkelt en fantastisk mulighed at få lov til at snakke med nogen, der har haft succes med at bygge en undervisningsvirksomhed op. Om det bliver til noget ved jeg ikke endnu, men jeg er stolt af, at jeg sagde ja.

6) Når man bliver single, er der også mange, der gerne vil hjælpe en tilbage ud på markedet igen. I lørdags gav jeg efter og oprettede en profil på Tinder. I forgårs slettede jeg min konto igen. Der var ingen tvivl om, at jeg slet ikke var klar til at møde nye mænd endnu, og den måde det foregik på på Tinder var for mig også relativt skræmmende. Men inden jeg slettede profilen dukkede min gamle svømmetræner op. Det kunne da være hyggeligt lige at sige hej, så jeg swipede til højre. Det samme gjorde han. Kort tid efter havde vi aftalt at mødes – ikke for at gå på date, men fordi han var en af de voksne, der så mig udefra, da jeg var værst ramt af spiseforstyrrelser i min ungdom. Selvom min hjerne igen skreg nej, spurgte jeg ham, om han ville mødes, og fortælle mig alt hvad han kunne huske. Det ville han gerne.

At sige ja i stedet for nej, har på 2 sølle måneder medført, at jeg i dag er connected med folk jeg virkelig kan lære noget af – både professionelt og personligt. Det har vist mig, at langt de fleste mennesker faktisk gerne vil hjælpe og dele ud af det de ved. De vil endda gerne introducere en for andre i deres eget netværk, som de mener kan hjælpe. At sige ja har på 2 sølle måneder åbnet så mange døre og givet mig så mange positive oplevelser, at grusvejen allerede er blevet til en villavej. Det kan godt være, at jeg ikke stormer ud af den, men det er stadig meget nemmere at sige ja i dag end det var for 2 måneder siden.

Vi siger ikke bare nej til den ting, der er lige foran os. Vi siger også nej til alle de ringe i vandet, det ja kunne have skabt. Og dét er ganske enkelt tragisk.

Start i det små. Jeg startede med at tage til et foredrag med målet om at stille bare ét spørgsmål til personen efterfølgende. Og hvis jeg ikke kunne det, måtte jeg godt trække nødkortet og bare sige “Tusinde tak for et godt oplæg” – bare jeg gik op til ham. Når du finder ud af, at dét ikke er så farligt, så tag et skridt mere. Inden du ved af det, har du også bygget en firsporet motorvej til ja-selvfølgelig-land. Jeg er i hvert fald godt på vej til at bygge min.

 

Kommentarer - Offentliggøres ikke på Facebook, med mindre du aktivt vælger det.

Fik du noget ud af indlægget? Sig det ved at dele:

Tagget med: , , ,
Udgivet At ændre dine tanker, Sådan vinder du, Tag springet