Fornægtelse – Hvad fornægter du, og hvad er omkostningen ved det?

“Best time to plant tree is 40 years ago. Second best time is today.”

Jeg har set dette ordsprog i mange variationer, men jeg er specielt glad for denne version, som jeg hørte i en film, hvor en gammel vis Mr. Miyagi-agtig fyr sagde det med den der specielle accent, hvor man med det samme tilgiver, at der mangler et ord eller to. Betydningen af sætningen er naturligvis den samme uanset grammatikken, men for mig lyder det bare lidt mere sandt, når det er sagt af en vis gammel asiatisk fyr, som ikke rigtig kan engelsk.

Det er meget fint at vide, at vi skulle have gjort noget for lang tid siden. Det kan sikkert bruges til at lære at undgå samme situation i fremtiden, men at bruge det som undskyldning for heller ikke at gøre noget i dag dur ikke. Det ville da have været meget rart, hvis vi havde gjort det for længe siden. Vi kunne have undgået meget smerte og mange problemer. Men det gjorde vi jo ikke. At gå tilbage i tiden og gøre det dengang, så vi ikke står med håret i postkassen i dag, er desværre ikke nogen mulighed. Gid det var! I dag kan vi kun vælge imellem enten at gøre noget eller udskyde det endnu en dag. Og uanset hvad det er, du udskyder, er der kun to ting, du kan være helt sikker på: Problemet løser ikke sig selv, og i morgen er det højst sandsynligt en lille smule værre og sværere, end det er i dag.

Men hvis udfordringen blot var at indse, at det rent faktisk ikke bliver bedre, nemmere eller mere overskueligt i morgen, havde de fleste nok gjort noget ved problemerne for længe siden. Jeg tror det handler meget mere om alle de andre ting, vi er nødt til at anerkende, ved rent faktisk at gøre det i dag, og alle de følelser den anerkendelse vil medføre. Alle de andre ting vi er nødt til at se i øjnene omkring, hvor vi er, og hvad vi har gjort for at nå hertil er meget værre end selve problemet. Og alt vi skal gøre for at retfærdiggøre at udskyde det endnu en dag, er at finde en lille smule ekstra fornægtelse frem, og fortælle os selv, at det ikke er så galt, så vi behøver at gøre noget ved det nu. “SÅ galt er det jo heller ikke.”

Frygten for konsekvenserne ved rent faktisk at se på sandheden får os til at fornægte, at der overhovedet er et problem. Lige her og nu er det simpelthen nemmere at fornægte end at håndtere sandheden. Vi fortæller måske os selv: “Jeg ved da godt, at jeg har et par kilo for meget på sidebenene, men så galt er det heller ikke”, men vi undlader ’tilfældigvis’ at træde op på vægten for at bekræfte det. Vi vil ikke risikere, at vægten siger, at vi har 10 eller 20 kilo for meget på sidebenene, for så er spillet tabt. Vi vil ikke længere kunne overbevise os selv om, at det bare er et par kilo, og dermed slippe afsted med at anvende alle de gamle forklaringer på, hvorfor vi ikke behøver at spise sundere og træne mere lige nu.SÅ galt er det jo heller ikke” dur simpelthen ikke mere, hvis vægten dokumenterer noget andet.

Derudover er vi måske nødt til at indse, at vores helbred er i seriøst fare, hvilket vil være endnu en ting, der vil trække os ud af den dejlige fantasiverden, hvor vi ikke behøver at ændre noget, og bare kan hygge os på sofaen med fredagsslik. “Det gør heller ikke så meget, for vi starter jo kuren på mandag”.

Endeligt vil vi være nødt til at anerkende, hvad vi har gjort ved os selv. Virkelig anerkende hvor meget vi har løjet over for os selv, hvor mange latterlige ting vi har overbevist os selv om, for at vi kunne forblive i vores fantasiverden, hvor vi ikke behøvede at gøre dét, der var svært. Hvor sindssygt det er, at vi har ladet det komme så langt ud uden at stoppe det, og hvor hårdt det kommer til at blive, at skulle gøre skaden god igen.

Det er den sidste del, der er den værste.

Det ved jeg af personlig erfaring. Jeg er 172 cm høj, og jeg har kæmpet med min vægt det meste af mit liv. Overvægtig indtil jeg var 14, voldsomme spiseforstyrrelser derfra og indtil jeg var ca 22, og elevatorkurer derfra, hvor jeg kørte op og ned mellem 59 og 86 kilo, og tilbragte det meste af tiden på 70 og derover.

I elevator-årene var min fornægtelse omkring min vægt og krop et ustoppeligt monster. Jeg har fortalt migselv hvad som helst, og jeg har troet på det hele, så længe det kunne holde mig fra at se realiteterne i øjnene.

Endeligt at indse hvor galt det rent faktisk stod til er en af de bedste ting, der er sket for mig. Men det var også en af de absolut mest ydmygende ting jeg har oplevet. Alle de ting jeg havde ladet som om var sande, de fantastiverdener jeg havde accepteret, de illusioner jeg havde troet på igennem alle de år. Så mange år fyldte med løgne og selvbedrag. Så mange år, hvor jeg aldrig rigtig havde været tilfreds med min vægt eller med hvad jeg så i spejlet, og jeg lod det ske, fordi jeg var i fornægtelse.

Da jeg vejede 83 kilo og var ved at vokse ud af størrelse 46, som var den største størrelse i H&M på det tidspunkt, var jeg stadig i stand til at overbevise mig selv om at SÅ galt var det heller ikke, og at H&M nok bare var små i størrelserne. Jeg kan faktisk huske, at jeg tænkte, at deres størrelse 46 nok var det samme som en normal størrelse 42, og dét var der jo mange der brugte. Men jeg gik ikke ind i andre butikker for at prøve deres størrelse 42, så jeg kunne bekræfte min lille teori, for aller inderst inde vidste jeg godt, at den ikke var sand. I lyset af ikke at kunne passe tøjet i H&M, og ikke ville indse sandheden ved at prøve andre butikker, var der kun én ‘rationel’ løsning: Jeg holdt ganske enkelt op med at købe tøj, og gik kun i de to par bukser, som jeg kunne passe. For at retfærdiggøre dét, fortalte jeg mig selv, at jeg ikke havde brug for mere, og at jeg alligevel snart ville tabe mig, og så var det jo spild af penge at købe tøj til min nuværende størrelse. Jeg kendte min faktiske vægt, så jeg kunne ikke fortælle mig selv at det kun var et par kilo for meget, men dét havde min fornægtelse en hurtig løsning på. Jeg fortalte bare mig selv, at jeg bestemt ikke lignede en på 83 kilo – at kiloene sad utroligt pænt på mig, og jeg så ud som om, at jeg maksimalt vejede 73. Jeg var sikker i min sag. Og eftersom jeg også havde tøj på kroppen, så var konklusionen klar: Så galt var det jo heller ikke, og derfor kunne jeg godt lige udskyde kuren til i morgen… igen.

Jo større problemet blev, des større blev fornægtelsen også, og des vildere og dummere blev de ting, jeg var nødt til at sige til mig selv, for at jeg fortsat kunne undgå at se problemet i øjnene.

Dødsstødet kom en dag, da min bror, som er mindst 20 cm højere end mig, delte den glædelige nyhed med os andre, at han nu havde nået sit vægtmæssige mål på 87 kilo. Den samme morgen havde min indvejning meddelt, at min vægt var 86,7 kilo. At se min bror, som er så meget højere end mig, veje det samme som mig, og se absolut normalvægtig ud destruerede mit verdensbillede. Hvis min bror blot havde fortalt mig det over telefonen, havde min fornægtelse nok fortalt mig, at han da måtte ligne en sæk knogler, og så var dén klaret. Men fordi jeg så ham lige foran mig – se helt normal ud – kunne min fornægtelse ikke komme på noget. Spillet var ude. Jeg kunne ikke længere fortælle mig selv, at jeg så normal ud, og at det bare var H&M der havde problemer med deres størrelser.

Jeg var overvægtig! Og det med 20-25 kilo!

Det var forfærdeligt. Så ydmygende. Så pinligt. Så skamfuldt. I dét øjeblik var jeg nødt til at indrømme, at jeg rent faktisk var overvægtig, og at jeg havde levet i fornægtelse i årevis. Indrømme at alle de ting, jeg havde sagt og tænkt, som var åbenlyst forkerte. Gennemleve en flodbølge af flashbacks til alle de tidspunkter, hvor jeg havde delt min forvrængede virkelighed med andre, som om den var sand. Det ramte virkelig hårdt, og det gjorde virkelig ondt. Jeg kan godt forstå, at jeg så længe havde kæmpet så indædt for at opretholde illusionen om, at SÅ galt var det heller ikke.

I dag er jeg naturligvis lykkelig over det. Det fik mig til at tage et grundigt kig på mit eget kropsbillede, samt måden jeg behandlede min krop på. Jeg hverken kunne eller ville fortsætte med at leve på dén måde. Jeg tabte alt vægten over tid – på den sunde måde -, og har de seneste 8 år med kun få, små smuttere ligget inden for 62-67 kilo.

Fornægtelsen kan være enormt stærk, og det virkelig skræmmende er, at vi ikke kæmper imod den, simpelthen fordi vi virkelig, virkelig gerne vil blive i illusionen om, at vi ikke behøver at gøre noget ved problemet lige nu. Derved hjælper vi rent faktisk fornægtelsen med at blive stærkere, hvilket fører os længere og længere væk fra vores reelle mål. Dette gør igen, at der bliver behov for endnu mere fornægtelse, fordi problemet er blevet større, og så er der gang i en ond cirkel.

Uendeligt ærgerligt, at vores reelle mål aldrig ligger for enden af en lang årrække med fornægtelse.

I denne blog vil jeg fortælle åbent om alt hvad jeg selv har fornægtet, og jeg vil forsøge at hjælpe dig fri af din fornægtelse. Når du er i fornægtelse, får dén del af dig, der udelukkende er ude efter øjeblikkelig tilfredsstillelse (jeg kalder ham John), lige præcis dét han vil have, hvilket samtidig betyder, at du ikke får det du reelt vil have.

Når vi ikke er villige til at indse problemet, har vi ikke nogen grund til at gøre noget ved det. Og når der ikke er noget behov for at ændre noget, er det bare markant sværere at sige nej til chips og chokolade. Han, John, har alle argumenterne på sin side… SÅ galt er det heller ikke… Lige i dag er det okay, så gør vi noget i morgen…. Det er jo kun jul een gang om året osv.

Hvis du virkelig ønsker at være glad for, hvad du ser i spejlet, er første skridt at holde op med at fornægte sandheden. Anerkend problemet for hvad det er, så vi kan gøre noget ved det. Uanset hvor svært det er i dag, så bliver det kun sværere af at vente til i morgen.

 

Kommentarer - Offentliggøres ikke på Facebook, med mindre du aktivt vælger det.

Fik du noget ud af indlægget? Sig det ved at dele:

Tagget med: , , ,
Udgivet Åbn øjnene, Vær selvbevidst