#3: Fristelsen er okay på grund af den ene positive ting, der er ved den… (Falder du for disse?)

Når din indre John forsøger at overtale dig til at give efter for den øjeblikkelige tilfredsstillelse, uanset at det strider imod dine langsigtede mål omkring at leve sundt, og have den figur du ønsker, finder han oftest sine argumenter i en af 5 kategorier.

Nogle gange er der åbenlyse ting, John kan tage fat i, så som at det er jul, eller at du naturligvis ikke kan tillade dig at sige nej, til den kage du er blevet tilbudt, da det vil være virkelig uhøfligt. Andre gange må John på grund af omstændigheder være lidt mere opfindsom i sine forklaringer. Men det er nu heller ikke noget problem. Han skal nok finde på noget, i forsøget på at få dig til at give efter.

Dette er en af de kategorier, hvor John er pænt opfindsom i måden han vinkler situationen på. Han forsøger nemlig at overtale dig ved at fokusere på den ene ting, der taler hans sag. Dette er uanset hvor meget, der end måtte tale imod hans sag. Så længe der er bare en lille smule, der er positivt ved fristelsen, fokuserer han på dét i håb om, at det er nok til at få dig til at give efter.

Måske står du i en burgerbar og skal vælge mellem en saftig burger og en kedelig salat, men vælger burgeren, “For der er jo også salat i en burger”. Måske står du i supermarkedet, og fantaserer om den chokolade, du godt ved, du bør sige nej til, men vælger alligevel at sige ja, med det fældende argument “Kakao er faktisk sundt” eller “Der er antioxidanter i mørk chokolade, og antioxidanter er gode”. Måske har du tømmermænd og lader dig lokke til at tage på McDonald’s med argumentet “Jeg har tømmermænd – jeg har virkelig brug for salt”. Eller måske ender du med at give efter for trangen til flødeis med forklaringen “Kroppen har jo altså også brug for fedt”.

Der er hundredevis af lignende eksempler, og fælles for dem alle er at det, der siges, rent faktisk er sandt. Det er koblingen til det mad, John ønsker, du skal spise, der er helt tosset.

  • Ja, der er salat i en burger – men vi taler om 30 gram. Og rundt om de 30 gram salat er der så 300 gram skrammel plus pommes frites ved siden af.
  • Ja, der er antioxidanter i mørk chokolade, men det er der også i blåbær, avokado, valnødder og spinat, og jeg ser dig ikke storme ud for at få fingrene i noget på dén liste, når du er lækkersulten.
  • Ja, kakao er sundt, men så spis det i rå form. Hvis du så gerne vil have den sunde kakao, hvorfor så blande den med alt det skrammel, der ellers er i chokolade?
  • Ja, du har brug for salt, men det kan du også få fra et æg, fra hamburgerryg eller ved bare at putte salt på hvad som helst du har i køleskabet. Den eneste måde i verden at få salt på, er ikke at hente det fra McDonald’s.
  • Ja, kroppen har brug for fedt, men har du styr på hvor meget fedt du ellers få i din mad? Har du styr på hvilken slags fedt du får, og hvilken slags du har brug for? Og hvis du så gerne vil have fedt, hvorfor skal den så blandes med alt det sukker, der er i flødeis?

Det er som et barn, der reelt bare gerne vil have en is – men benytter sig af argumentet “Jeg er sulten”. “Det er rigtig fint, at du er sulten, og det skal vi da have gjort noget ved. Her er en 4 gulerødder og skive rugbrød.”, og pludselig er barnet ikke så sulten alligevel.

Hvis du virkelig gerne VIL leve sundt så åbn øjnene. Tænd frontallapperne. Lad være med acceptere, at din indre John fokuserer på den ene lille ting ved fristelsen, som – hvis vinklet korrekt – kan betyde, at det er okay at give efter. Stop op, tænk dig om og vær kritisk. Se på alternativerne, som giver præcis samme fordel, som dét John taler om. Og husk nu konsekvenserne. Er du okay med at fortryde det i morgen? Er det dét værd, at få din salt via noget, som du i morgen ville ønske, du ikke havde spist?

Og hvis du vælger at give efter alligevel, så lad det i det mindste være et bevidst valg. Hvis det er velovervejet, mindskes risikoen markant for, at du kommer til at fortryde i morgen. Og fortryder du ikke i morgen, er der jo ikke noget problem.

Jeg fortrød næsten dagligt. Altid forundret over hvordan i alverden det nu var sket igen. Når jeg nu vidste, hvor vigtigt det var for mig at tabe mig, hvordan kunne det så være, at jeg gang på gang endte med at give efter for fristelsen? Hvordan kunne jeg blive ved med at gøre noget, som jeg fortrød gang på gang.

Da jeg først opdagede John, lærte hans metoder at kende og begyndte at forberede mig på, hvad jeg ville gøre, når han dukkede op, steg min succesrate med at holde mig på måtten markant. Lad ham ikke slippe af sted med forklaringer, som en 4-årig kunne have gjort bedre.

Er du også faldet for nogle af disse forklaringer? Skriv hvilke i kommentarfeltet nedenfor.

 

Kommentarer - Offentliggøres ikke på Facebook, med mindre du aktivt vælger det.

Fik du noget ud af indlægget? Sig det ved at dele:

Tagget med: , , , , ,
Udgivet Åbn øjnene, Lev sundt, Vær selvbevidst