Hvordan problemet kan eskalere eksponentielt – selvom det hele foregår inden i dig

I formiddags var jeg sammen med min ven Rasmus, hvilket altid er garanti for hygge, så jeg var i rigtig godt humør da jeg vendte tilbage til vores lejede lejlighed i Jægergårdsgade omkring kl 12. Desværre var jeg den eneste, der var i godt humør. Jeg vækkede en sovende Nicolai ved at åbne døren, og fandt meget hurtigt ud af, at han stadig var ramt af følgerne af Skanderborg Festival. Det havde medført, at han ikke kunne overskue at løse nogle af de opgaver, som han havde håbet på han ville løse den dag, og derfor havde han lagt sig til at sove igen. Han var træt, irritabel og på ingen måde i humør til at snakke.

Jeg mærkede meget hurtigt mit eget humør skifte – indlednignsvist til en overvældende følelse af panik. På dét tidspunkt var jeg ikke helt klar over hvorfor, men det begyndte senere at give mening. Ikke logisk mening – men følelsesmæssigt mening.

Jeg ser det grundlæggende som mit job at sørge for, at Nicolai er glad. Når Nicolai ikke er glad, er jeg en dårlig kæreste. Når jeg er en dårlig kæreste, er jeg et dårligt menneske, og så kan jeg jo lige så godt hoppe i havnen. Den logiske side af min hjerne er helt med på hvor absurd dette er, for det betyder jo reelt set, at hvis Nicolai er i dårligt humør over at Barcelona tabte en fodboldkamp, så er jeg på vej mod havnen.

Men hvis den følelsesmæssige del af min hjerne får frit spil, uden at den logiske del af min hjerne når at gribe ind, er det slet ikke svært at komme fra en lille bitte udfordring til en tur mod havnen. Især ikke når man har gjort det hundredevis af gange før, så hjernen kan køre på auto-pilot.

Det følgende afsnit er et billede på en helt almindelig udvikling i min lettere forskruede hjerne, i de tilfælde, hvor jeg ikke når at opdage spiralen, og stoppe den fra at spinne helt og aldeles ud af kontrol.

Åhh… er der noget galt… er han ked af det?… er han sur?… han er sur! ….Åh nej, åh nej, åh nej, ikke igen… Hvordan kan jeg fikse det, så han bliver glad igen? … Vil en joke falde i god jord? … Hvad hvis jeg holder om ham, og siger at det hele nok skal gå? … Men hvad nu, hvis det er mig, der har gjort noget … Det er garanteret mig, der har gjort noget… måske er han bare træt?… Spørg ham… Nej, lad vær’ – det går aldrig godt… Sig nu noget…  AV!… Hvis han ikke var sur på mig før, så er han det da i hvert fald nu, når jeg stillede sådan et åndssvagt spørgsmål… Hvorfor gør du altid sådan noget?… Han er virkelig sur… Han snerrede godt nok, at han bare var træt, men jeg ved godt, hvad det virkelig betyder… Han er træt af mig… Han kan ikke lide mig mere… Jeg var også egoistisk i forgårs, da jeg tog det sidste stykke kød… Hvorfor tog du også det stykke kød? …Hvilken kæreste tager det sidste stykke kød?… Hvor er du bare en dårlig kæreste!… En dårlig, egoistisk og dum kæreste… Det er ikke noget under, han gerne vil af med dig…. Hvem i alverden ville have en dårlig, egoistisk og dum kæreste?…

Derfra er der ikke langt til havnen!

Det interessante for mig, er dog ikke den tur min hjerne tager, for jeg tror faktisk at det er ret normalt for mange mennesker. Vores hjerner er i stand til at sige de mest nederdrægtige og usande ting til os, hvis vi ikke er opmærksomme på at stoppe det. Nej, det interessante er at finde ud af præcis hvad det er der sker – hvad er triggeren – og dernæst finde ud af hvordan jeg opdager det tidligere og tidligere i processen. For at kunne gøre dét er jeg nødt til at aktivere både den følelsesmæssige og den logiske del af min hjerne.

Triggeren er uden tvivl Nicolais dårlige humør. Det er i løbet af vores 7 år lange forhold aldrig lykkedes mig at være glad, hvis Nicolai var i dårligt humør. Det er jo fint at være opmærksom på sin partners humør, og det er også fint at være interesseret i at gøre ham glad igen. Det er knap så fint at puste problemet op til at være på størrelse med Himalaya. Proportionerne er helt væk – og reelt set er det jo en kende selvoptaget, at tage et miniature-problem af Nicolais og gøre det til noget, der handler helt og aldeles om mig. I slutningen af min tankerække er jeg jo slet ikke interesseret i Nicolais problemer mere, men i stedet 100% optaget af mine egne… Noget der i hvert fald ikke understøtter den indledningsvise følelse af, at jeg ser det som mit job at gøre Nicolai glad.

I forhold til at opdage det tidligere og tidligere, så tror jeg der er 2 ting der er vigtige. For det første skal jeg opdage at proportionerne er blevet helt forskuede. Det kunne være rigtig godt, hvis jeg kunne blive i stand til at stoppe op midt i det hele, og spørge mig selv: “Hvad var det nu, det her startede med” – Og hvis svaret var, at Nicolai lige havde opdaget, at der ikke var mere kaffe, så er proportionerne af mine nuværende tanker nok et bevis på, at det er min følelsesmæssige panik-hjerne, der er ved at køre en tur med mig igen. Derudover er det vigtigt at se min tankerække som en gammel plade, der er blevet spillet til hudløshed, men som alligevel er klar til at blive spillet igen… Jeg kender jo på forhånd indholdet af den lange tankerække – jeg har tænkt det hele hundredevis af gange før. Ikke en eneste overraskelse, udover måske rækkefølgen af dårlig, egoistisk og dum.

Når Nicolai er i dårligt humør, ser min hjerne sit snit til at sætte den gamle plade på, og så kører den bare ind til jeg enten tager pladen af – eller er færdig med at græde. Sjovt nok vil jeg gerne blive bedre til at tage den af.

Før i dag var jeg nok ikke så bevidst om, at det faktisk var en plade – på samme måde som alle de andre plader, der kører inde i hjernen, når det kommer til andre emner. Men første skridt på vej mod ændring er jo at anerkende, hvad det reelt er, der sker.

Okay, så når Nicolai er i dårligt humør, starter pladen. Men det er bare en plade! Bare en plade, hvor jeg kender hvert eneste vers og hvert eneste omkvæde. At blive ked af at høre den (når først jeg ved, at det er en plade) svarer i teorien til at blive bange for de samme chok i den samme gyser om og om igen. Det giver ingen mening. Pladen er jo slet ikke tilpasset situationen. Det er bare en gammel, ridset plade på repeat.

Jeg kommer med garanti til at høre denne plade mange gange endnu, og den kommer med garanti til at gøre ondt igen, fordi jeg måske først bagefter opdager hvad der skete. Men jeg har tidligere været i stand til at tage andre plader af, så mon ikke jeg også med tiden kan få denne taget af? Første skridt er i hvert fald taget.

Kører dine tanker også helt af sporet med selvkritik en gang i mellem? Er det også det samme du siger til dig selv om og om igen? Lad os stoppe det sammen. Anerkend problemet. Indse at det er en plade, og at det ikke har noget med dig at gøre. Træn dig selv i at opdage det, når pladen spiller. Gør alt hvad du kan for at opdage det tidligere og tidligere, indtil det tidspunkt, hvor du stille og roligt og i fuld kontrol bare kan tage pladen af.

 

Kommentarer - Offentliggøres ikke på Facebook, med mindre du aktivt vælger det.

Fik du noget ud af indlægget? Sig det ved at dele:

Tagget med: , , , ,
Udgivet Åbn øjnene, At ændre dine tanker, Vær selvbevidst