Hvorfor sparker du ikke gamle damer ned? Og det du kan lære af det

Jeg har en uendeligt dårlig dag! En masse ting på arbejdet går ikke, som jeg syntes, det skal gå, så jeg stopper for i dag og går i supermarkedet for at købe ind til aftensmad. Jeg orker simpelthen ikke flere problemer, og kan ligeså godt udnytte tiden til at få ordnet det praktiske, i stedet for bare at sidde på kontoret og være frustreret.

Selvom om kroppen har forladt kontoret er min hjerne stadig i arbejds-mode – irriteret over alle de ting, der er rod i, og alle de personer, der ikke lader til at kunne finde ud af at løse problemerne ordenligt. Hele min krop sender signaler om, hvor irriteret jeg er. Mit puls er høj, mine kæber sammenbidte, mine øjne er smalle og arrige og stemmerne i hjernen kører på højtryk med ukonstruktive kommentarer.

Lige som jeg runder et hjørne på vej mod supermarkedet, støder jeg ind i en teenager. “For helvede da også! Hvorfor kigger de forbandede bebumsede teenagere sig aldrig for!” tænker jeg, mens jeg irriteret går videre.

På vej ind i selve supermarkedet er jeg i fuld gang med at lave en mental to-do liste over alle de ting, jeg skal have lavet i morgen, for at komme ovenpå efter dagens katastrofe. En unge skriger højlydt og ‘tydeligvis’ hysterisk et eller andet sted i supermarkedet, og jeg fantaserer øjeblikkeligt om at finde den dumme unge og hans sikkert grimme forældre, og slå den ene i hovedet med den anden. Kan de da ikke fatte, at vi er nogen, der prøver at tænke og bare gerne vil have lov til at købe ind i fred og ro. Det er som om alle er ude på at irritere mig og ødelægge min dag.

Jeg trækker vejret dybt og vender tilbage til min to-do liste, finder de få ting jeg skulle købe og sætter kurs mod kassen. Naturligvis er der kun én kasse åben, og naturligvis er der ikke bare én men hele to gamle damer foran mig i køen. Ikke i dag! For helvede da – jeg magter det ikke i dag!

Selvfølgelig har ingen af dem fundet deres grimme punge frem før de skal til at betale. Selvfølgelig er de begge så døve, så de ikke kan høre beløbet, men er nødt til at råbe “What?” flere gange. Og selvfølgelig er der ingen af dem, der går i gang med at pakke deres varer, før de er færdige med at råbe “What?” og betale. På Malta er der så lidt plads til varepakning, så det betyder, at kassedamen ganske enkelt er nødt til at vente på, at de får pakket deres varer færdigt, før de kan begynde at ekspedere den næste kunde, da der simpelthen ikke er plads til andet. Og det var dem begge to! Lige efter hinanden!! Jeg var ved at koge over! “Jeg hader dem! Hader dem, hader dem, hader dem! Bare fordi de ikke har noget liv, har de ikke ret til at spilde min tid.”

På vej ud af supermarkedet, indhentede jeg dem (ja, de var faktisk så langsomme), og et kort sekund overvejede jeg at sparke dem begge ned… bare så de kunne lære ikke at være så forbandet langsomme en anden gang.

Har du nogensinde haft en dag som denne? En dag, hvor det virker som om, alt går dig imod, og hele verden er blevet enige om at teste din tålmodighed til det yderste? En dag hvor du fanger dig selv i at tænke alle mulige ting, som slet ikke repræsenterer den du virkelig er? Voldlige, hadefulde, nederdrægtige og respektløse tanker, som du aldrig ville sige højt, men som pludselig står i kø i din hjerne?

Instinktivt ved du godt, at disse tanker ikke er dine – ikke er det rigtige dig. De popper kun op på grund af dagens omstændigheder, og de har absolut intet at gøre med, hvem du virkelig er. Og med mindre du har nogle seriøse anger management problemer ved du også, at du aldrig nogensinde kunne finde på at reagere på disse tanker.

Det er bare tanker – støj i hovedet, som man registrerer og slipper igen. Det er ikke noget man tager til efterretning eller agerer på.

Men hvad er forklaringen på, at vi aldrig seriøst overvejer at sparke de usandsynligt langsomme gamle damer ned på vores virkelig dårlige dage? Hvorfor virker det bare automatisk absurd?

Forklaringer som “Det er forkert at sparke nogen ned” eller “Det er ulovligt” dukker måske op, men mit bedste bud er, at det blot er din hjerne, der er i gang med at efterrationalisere. Grundlæggende er det bare ikke en mulighed at sparke gamle damer ned. Vi starter ikke en intern debat, hvor vi overvejer fordele og ulemper ved at sparke henholdsvis lidt og meget. Vi fremfører ikke overbevisende argumenter om, at det er okay bare lige at sparke lidt, eller at det er i orden, fordi det lige præcis i dag har været en virkelig hård dag. Vi bider bare tænderne sammen, dropper tanken og fortsætter med at være arrige. Der er ikke nogen rationel forklaring på det, for der er ikke behov for at overveje det rationelt. Vold på andre er ganske enkelt bare ikke en mulighed.

Jeg vil bede dig om at holde fast i denne tanke, mens vi drejer fokus over på et andet – men på mange måder relateret – emne; Den evige interne kamp om at sige nej til fristelser her og nu for at opnå langsigtet sundhed og vægtmæssig tilfredshed. Som tidligere beskrevet i denne blog, er dette kampen mellem John, som er villig til at gøre og sige hvad som helst for at få dig hen på sofaen med en plade Marabou, og dit rigtige jeg, som ønsker langsigtet glæde, selvtillid og sundhed.

John dukker også op på dårlige dage. Vi begynder at få tanker som “Det har virkelig været en hård dag, jeg fortjener at gøre lidt godt for mig selv”, “Jeg er for vred, træt, udmattet osv. til at træne i dag – det er vist bedst at jeg venter til i morgen.” eller “Denne dag er alligevel ødelagt, nu kan det også være lige meget”, og 10 minutter efter gufler vi lystigt på den selvsamme chokolade, som gør at vi bevæger os længere væk fra vores mål, og næsten med garanti giver os dårlig samvittighed efterfølgende. Den interne debat er i høj grad igang her. Fordele og ulemper er der masser af. Og oftest ender chokoladen med at vinde over træningen.

Men kunne det ikke være fedt, hvis det kunne være lige så absurd at droppe træningen til fordel for chokolade, som det er at sparke gamle damer ned? Måske er det muligt…

Der er grundlæggende stor lighed imellem de to stemmer. De repræsenterer begge behovet for kortsigtet tilfredsstillelse. De bruger begge tåbelige argumenter i forsøget på at overbevise os om, at vi skal agere på dem. At agere på dem har begge fremtidige konsekvenser (omend ikke lige store). Men det er bare lyde, støj, tanker i vores hoved, og vi kan faktisk afvise John med samme teknik, som vi afviser ideen om at sparke gamle damer ned for at være for langsomme i supermarkedet.

Teknikken består af 2 trin.

1) Du er ikke i tvivl om, at stemmen om at sparke damerne ned, ikke er din stemme. Indse på samme måde at Johns stemme ikke er din stemme. Han har ikke mere troværdighed end den vrede stemme, der ønsker at sparke gamle damer ned.

Det er bare en stemme, og den repræsenterer ikke dig. At sparke gamle damer går imod dit langsigtede mål om ikke at komme i fængsel og generelt være et ordentligt menneske. At spise chokolade på sofaen i stedet for at træne går imod dit langsigtede mål om at lave sundt, få mere selvtillid og passe de jeans, der ligger inderst i dit skab. Strafferammen afviger en smule, men princippet er det samme.

Det er ikke din stemme! Den vil dig ikke noget godt! At lytte til den bringer dig ikke noget godt! Hvis du lytter til stemmen vil du fortryde det i morgen, og dét er i sig selv en rød lampe om, at stemmen ikke er din.

2) Placér stemmen i den rigtige kategori. Vi var nok alle enige om, at dét at sparke gamle damer ned for at være for langsomme bare ikke er nogen reel mulighed. Kategori: Not an option! Men det samme bør absolut være tilfældet for John.

Du tror måske at den største konsekvens af at give efter for fristelsen, give efter for John er, at du tager en smule på, men det brude faktisk være den mindste af dine bekymringer. Hver gang du giver efter for John, bryder du et løfte til dig selv. Du havde lovet dig selv at spise sundt, lovet at nu var det slut med chokolade, lovet at nu skulle du til at træne, og at i dag skulle være første dag i dit nye liv. Og selvom det virker omkostningsfrit at bryde et løfte overfor sig selv, er det stik modsatte faktisk tilfældet. Du mister lige så stille tilliden til dig selv, og dermed… din selvtillid.

Har du tillid til nogen, der gang på gang lover dig noget, men efterfølgende bryder løftet? Nej vel. Hvorfor i alverden skulle du have tillid til nogen, der ikke holder, det de lover? Det gælder også dig selv. Hvorfor skulle du have tillid til dig selv, når du bliver ved med at bryde løfter overfor dig selv? At bryde løfter overfor dig selv ødelægger langsomt men sikkert din selvtillid, og bliver du ved, vil du ende med at få tanker som “Jeg kan da heller ikke finde ud af noget som helst.”

En negativ spiral er startet. Hver gang du bryder et løfte til dig selv, mindskes din selvtillid en lille smule, og jo mindre din selvtillid er, des større er sandsynligheden for, at du også næste gang giver efter for fristelsen og bryder endnu et løfte. Jo flere gange du giver efter, des sværere bliver det at stoppe den. Tro mig! Jeg har i årevis givet mig selv mindst 3 løfter hver dag, og brudt 95% af dem. Det er ikke nemt at komme ud af.

Konsekvenserne ved at lytte til John er på ingen måde små og overskuelige. De er enorme og har virkelig store konsekvenser for, hvordan du ser på dig selv i morgen og i fremtiden. Prisen for chokoladen er ikke 100 g ekstra på vægten i morgen. Det er et manglende stykke selvtillid samt en markant øget sandsynlighed for, at du mister endnu et stykke selvtillid i morgen.

Vold på andre var bare ikke en mulighed. Det bør heller ikke være en mulighed at gøre vold på dig selv!

Indse – virkelig indse – at konsekvenserne ved at lytte til John er enorme og decideret katastrofale for dine mål, din livsglæde og din selvtillid, og du er ét skridt tættere på at kategorisere hans dårlige undskyldninger som Not an option!

 

Kommentarer - Offentliggøres ikke på Facebook, med mindre du aktivt vælger det.

Fik du noget ud af indlægget? Sig det ved at dele:

Tagget med: , , ,
Udgivet Sådan vinder du, Vær selvbevidst