Hvorfor vi bliver ved med at gøre ting, vi ved vi kommer til at fortryde

Når det kommer til målsætningen om at spise sundt og træne, har jeg tilbragt uendeligt mange morgener med at stille mig selv spørgsmålet: Hvorfor bliver jeg ved med at gøre det?

Hvorfor bliver jeg ved med at falde i? Hvorfor bliver jeg ved med at give efter for fristelsen? Hvorfor bliver jeg ved med at skuffe mig selv? Hvorfor bliver jeg ved med at gøre det ting, som medfører, at jeg dagen efter står foran spejlet, uendeligt skuffet over, at jeg endnu en gang fejlede i forhold til alle de ting jeg lovede mig selv at leve op til morgenen før.

Er det virkelig så svært at lade være med at spise slik og få sin røv ned i træningscenteret?

Åbenbart!

Jeg har talt kalorier, lavet madplaner, sat billeder af modeller op på køleskabet, målt mig selv, lovet mig selv gaver, hvis jeg nåede diverse mål, straffet mig selv, hvis jeg ikke gjorde det osv. Intet har virket. Når det blev aften forsvandt min viljestyrke, og pludselig var der en million grunde til hvorfor det var okay – bare for i dag – at droppe træningen og finde lidt chokolade frem.

Dét, der gav så uendeligt meget mening om aftenen, gav absolut ingen mening næste morgen. Og dét, der gav uendeligt meget mening om morgenen, gav ingen mening om aftenen. Det var en ond cirkel, der medførte endeløse timer med at nedgøre mig selv og kalde mig selv hver eneste grimme ting, jeg kunne komme i tanker om. Skam, skuffelse, skyld, flovhed, vrede, frustration og meget mere blev en del af hverdagen.

Jeg vidste hvad mine mål var:

  • At være sund
  • At være slank og tonet
  • At træne 3-4 gange om ugen

Hver morgen stod det lysende klart, hvor vigtigt disse ting var for mig. Og alligevel faldt jeg konsekvent for fristelsen 12 timer senere. Hvorfor bliver jeg ved med at gøre det, spurgte jeg mig selv om og om igen. Men indtil en aften sidste år, må jeg have opfattet det som et retorisk spørgsmål, for jeg svarede aldrig rigtig på det.

Nicolai og jeg sad ved spisebordet efter endnu en omgang overspisning. Vi havde fået spaghetti bolognese, og for at spare tid aftenen efter, havde vi lavet nok til to dage. Det var noget vi havde gjort mange gange før, og som så mange gange før, var det endt med, at vi havde spist næsten det hele.

Hvorfor bliver vi ved med at gøre det, spurgte vi hinanden, med ondt i maven.

Denne gang var det anderledes. Det var ikke bare et retorisk spørgsmål, som alle de andre gange. Af en eller anden grund blev vi ved denne gang.

“Hvorfor bliver vi ved med at gøre det her? Helt ærligt… HVORFOR? Vi VED, vi kommer til at fortryde det. Det er 100% sikkert. Vi VED endda, at vi kommer til at fortyde det MENS vi gør det, fordi vi får ondt i maven, men alligevel bliver vi ved med at gøre det. Vi VED også at vi kommer til at fortryde det senere, når vi ligger på sofaen og slår mave. Og vi VED vi kommer til at fortryde det i morgen, når vi står foran spejlet og er utilfredse med vores kroppe. Og vi VED at vi kommer til at fortryde det igen, når vi skal til at lave aftensmad igen i morgen.”

Det giver ingen mening. INGEN. Hvordan kan to velfungerende voksne mennesker gøre noget, som de ved de kommer til at fortryde få minutter senere? Hvordan kan vi undgå at lære? Hvordan kan vi lave den samme fejl dag ind og dag ud? Hvad i alverden foregår der i vores hoveder?

Efter lidt tid forsøgte jeg at forklare, hvad der foregik i mit hoved: “Det er som om, der er en stemme inde i mit hoved, som fortæller mig lige præcis dét, jeg gerne vil høre. En stemme der giver mig ‘gode’ og ‘rationelle’ forklaringer på hvorfor det er okay – bare denne ene gang – at give efter og forkæle mig selv. En stemme, der minimerer alle konsekvenserne ved at falde i. En stemme, der ved lige præcis, hvad der virker i dag, og absolut ingen skrupler har med at bruge det imod mig. Det er som den ven vi allesammen har, som altid er i stand til at lokke os til at blive ude og tage “en enkelt” øl mere, selvom vi burde have været hjemme i seng for flere timer siden. Personen, der lokker os med det vi virkelig har lyst til, men som vi godt ved ikke er godt for os.”

Nicolai havde det på helt samme måde, hvilket fik os til at prøve at definere de to forskellige jeg’er inden i os. Her er hvad vi fandt ud af:

Det langsigtede jeg: Jeg ønsker at træne og være slank og sund, fordi jeg tror dette er med til at skabe et gladere mig. Jeg ønsker at fylde min krop med sund mand, da jeg tror, at det er det bedste for min hjerne og min krop, og jeg ønsker at både krop og hjerne får det bedst mulige brændstof, så de kan fungere så godt som muligt. Jeg ønsker at leve et langt og så sygdomsfrit liv som muligt, og derfor ønsker jeg at behandle min krop så godt som muligt. Jeg vil desuden gerne være tilfreds og selvsikker, når jeg ser mig selv i spejlet.

Det kortsigtede jeg: Jeg ønsker alt det, der smager godt lige nu og er samtidig villig til at sige hvad som helst for at så lov til at smage det. Selv hvis det er lodrette løgne. Jeg er komplet ligeglad med mit langsigtede helbred og min langsigtede glæde. Jeg er komplet ligeglad med om glæden varer i 2 minutter eller i 2 timer. Jeg vil bare have glæde nu. Jeg er også komplet ligeglad med om konsekvenserne varer i 2 minutter eller 2 måneder. Jeg er udelukkende fokuseret på glæde lige nu, og glæde lige nu skabes bedst ved at slappe af og spise det mad, der smager allerbedst. Jeg fortryder aldrig bagefter. Det overlader dette jeg til det langsigtede jeg.

Har du også disse to jeg’er i dig? Hvem identificerer du dig med? Hvem ønsker du at overlade beslutningerne i dit liv til? Hvem ønsker du at lytte til? Det er ret nemt at svare på, ikke? Hvordan ser det så ud lige nu? Hvem har kontrollen? Hvem bestemmer om I skal ned og træne? Hvem bestemmer hvad I skal have til aftensmad? Hvem bestemmer om I siger “ja tak” eller “nej tak” til kage?

På dette tidspunkt begyndte jeg at blive ret sur på den kortsigtede del af mig selv, der åbenbart er villig til at gøre hvad som helst for lidt øjeblikkelig tilfredsstillelse. Så uansvarlig og barnlig. Så absolut egoistisk. Så løgnagtig og nederdrægtig. Så manipulerende og grundlæggende bare et gedint røvhul.

Jeg kendte engang sådan en person i den virkelige verden. En, der var villig til at bruge mig til at få det han ville have. En der løj for mig, og en hvis moralske kompas var slået helt ud af kurs – i hver fald, hvis du spørger mig.

Ville jeg lader denne person komme tilbage ind i mit liv, og endda give ham reel kontrol? Aldrig!

Hvorfor gav jeg den kortsigtede del af mig selv så meget magt? Jeg vidste godt, at jeg kun ville få 5 minutters glæde (og nogle gange kun 5 sekunder) ud af at give efter. Jeg vidste også, at det ville blive efterfuldt af timevis af fortrydelse, og alligevel gjorde jeg det om og om igen.

Svaret var, at jeg virkelig ønskede at tro på det. Jeg ønskede at tro på, at det “bare lige var denne ene gang”, selvom jeg godt vidste rationelt at “denne ene gang” altid blev til mange flere. Jeg ønskede at tro på, at jeg lavede middag til to dage, selvom jeg vidste, at jeg ville spise det hele i dag. Jeg ønskede at tro på, at en Kinder Maxi ville hjælpe på humøret oven på en hård dag, selvom jeg vidste, at det ikke ville være tilfældet. Jeg ønskede at tro på det hele, selvom jeg vidste, at jeg ville fortryde bittert dagen efter – hvis ikke før.

Det var forfærdeligt at indse – men i det mindste var jeg nu i stand til at svare på spørgsmålet: Hvorfor bliver jeg ved med at gøre det?

Fordi jeg har ladet en stemme inden i, som jeg aldrig burde stole på, træffe afgørende beslutninger i mit liv.

Med dén indsigt var jeg ikke længere i stand til at forholde mig passivt. Hvad gjorde jeg så? Det kan du læse her!

 

Kommentarer - Offentliggøres ikke på Facebook, med mindre du aktivt vælger det.

Fik du noget ud af indlægget? Sig det ved at dele:

Tagget med: , , ,
Udgivet Åbn øjnene, Lev sundt, Vær selvbevidst