John i aktion – et smukt hverdagseksempel

Fordi det er mere end et år siden, jeg opdagede min egen John, og han derfor ikke har haft helt de samme udfoldelsesmuligheder, som dengang han opererede under radaren, glemmer jeg nogle gange hvor smukt og sjovt det kan være, at se ham holde sig helt ud.

Jeg siger dette, fordi jeg lige har haft en rigtig lang snak med min fars John.

Mine forældre er på besøg hos Nicolai og mig på Malta, og vi sidder alle i sofaområdet og snakker lige før de skal afsted mod lufthavnen. Samtalen drejede sig på et tidspunkt ind på det kontinuerlige projekt angående min fars vægt og sundhed, hvilket medførte, at hans John fandt det naturligt at inkludere sig selv i samtalen.

Sagen er den, at min far fra et sundshedsmæssigt synspunkt godt kunne tabe et par kilo – eller 10. Han ved det godt, så jeg tror ikke, han har noget imod, at jeg siger det højt her. Han har grundlæggende været på kur de sidste 5 år, og nettoresultatet er, at han har tabt sig ca. 10 kilo. Det kunne nemt have været 15, og han var også dernede for et år siden, men siden da, har han mest ligget og svinget omkring de minus 10 kilo.

Sandheden er dog, at hans helbred ville nyde godt af, at han tabte yderligere 10 kilo. Og han siger også selv, at han i hvert fald gerne vil tabe de 5. Han er også i gang.

Jeg har fortalt ham alt, hvad der er at vide om kulhydrater, fedt og protein, hvornår han skal spise, hvad han skal spise, hvad han skal gøre, hvis han har brug for at ‘falde i’ osv. Han har absolut den viden der skal til, for at kunne tabe sig alt det han har brug for. Men der sker ikke rigtig noget.

Jeg spørger ham hvordan det kan være, og jeg får næsten altid malet nogenlunde samme billede. Denne gang var ikke anderledes.

Hans version af den nuværende situation, hvor han har taget omkring 5 kilo på over det seneste år, er:

  • Jeg kan slet ikke huske, hvornår jeg sidst fik kartofler.
  • Jeg spiser aldrig ris og pasta.
  • Jeg har skåret ned på hvor meget havregryn, jeg spiser til morgenmad, og jeg putter heller ikke sukker på længere.
  • Ved du hvad jeg tog med på madpakke i går? En tomat, et æg og en halv skive rugbrød!
    Sidste uge fik jeg ovnstegt kylling med rodfrugter – 2 gange.
  • Jeg ved virkelig ikke hvornår jeg sidste har fået sovs til maden.
  • Tennissæsonen er lige startet, og jeg spiller næsten hver uge.
  • Jeg cykler næsten hver dag til arbejde og tilbage igen.
  • Sidste gang vi fik frikadeller, spiste jeg kun 3. Jeg stoppede længe før jeg var helt mæt.
  • Når vi spiser ude, bestiller jeg kyllingen… og ved du hvad der hører med til den? Grøntsager!
  • Jeg har lavet en aftale med mig selv om kun at købe wienerbrød i Brugsen, én gang om ugen, og jeg holder det!

Når jeg spørger min mor, er versionen en anelse anderledes:

  • Du fik kartofler med sovs i torsdags, og du kogte 10, sådan så du ville have nok til dagen efter, men du spiste alligevel 9 af dem.
  • Når vi går ud, får du også råstegte kartofler plus den sovs, der følger med.
  • Du tog bilen på arbejde 3 dage ud af 5 i sidste uge.
  • Det kan godt være, at du kun køber wienerbrød én gang om ugen, men du køber dobbelt så meget som du gjorde før i tiden. Så nu spiser du bare daggammel wienerbrød på dag 2 i stedet for frisk.
  • Og hvad med de chokoladebarer, som du sagde du købte til mig for 2 uger siden. Jeg har ikke fået en eneste, og nu de er væk.

Sandheden ligger jo er nok et sted i midten (Min mor kan godt tendere til at pynte lidt på historierne for at gøre dem lidt bedre.) Men én ting er stadig sikker. Min far vælger lige præcis dén version, der støtter ham i, at han faktisk allerede gør alt, hvad han kan for at leve sundt. Han fortæller sig selv, at han gør rigtig meget for at tabe tabe sig, men formår ikke at se den indlysende sandhed:

Hvis du rent faktisk lever på den måde, du siger du gør… Hvorfor taber du dig så ikke? Hvis du vitterlig ikke laver andet end at spise sundt og træne, hvordan kan det så være, at du har taget på?om

Denne dag startede samtalen på samme måde som de fleste andre gange. Min far fortalte mig alt det han gjorde rigtigt. Min mor tilbød en anden synsvinkel, og jeg forsøgte at få ham til at se, at selvom min mor måske ikke helt fair i sin udgave, var der fundamentale ting i hans version, der bare ikke passede sammen.

Som så mange gange trak han lidt på det, og forventede, at vi kunne lukke emnet hurtigt.

Men denne gang var anderledes. Måske fordi jeg havde startet denne blog, og virkelig var fokuseret på at få andre til opdage deres John, samt stoppe ham i at træffe flere beslutninger i deres liv. Så denne gang slap fars John ikke så let.

“Far, det er din indre John, der snakker. Du gør ikke alle disse ting. Du lever ikke så sundt, som du påstår. Hvis du gjorde, ville du ikke have taget 5 kilo på over det seneste år. Der er noget galt i det billede din John tegner.”

Hans John argumenterede tilbage med: “Jeg har netop været ved lægen, hvor jeg fik en komplet helbredsundersøgelse. Alt var fint.”

Dejligt – men det ene har absolut intet med det andet at gøre. Min fars John drejer bare emnet væk fra dét der åbenlyst ikke var så godt og over på noget nyt, som måske kan få samtalen til at stoppe. At der ikke er nogen problemer NU, er ikke det samme, som at det du gør, er godt for dig. At være rask NU er ikke det samme som at være så sund som muligt. Du kan nemt sniffe lightergas et par gange, uden at det har nogen observerbar konsekvens for dit helbred, men det betyder jo ikke, at det er en super langsigtet plan. Kendsgerningerne er, at overvægt er usundt, men John ønsker ikke at tale om det, så han prøver et argument, der lige så godt kunne komme fra en 7-årig: “Jeg har det fint … det siger min læge selv.”

Jeg valgte en ny vinkel. I løbet af de seneste par år, havde jeg flere gange bedt min far om at skrive alt op han spiste i løbet af en uge. Hver gang jeg gjorde dette, tabte han på magisk vis 1-1½ kilo i løbet af den ene uge. Dette var på trods af, at han havde fået besked på at spise normalt, så vi kunne se hvad der potentielt var forklaringen på det manglende vægttab. Dét var jo om man så må sige et tydeligt tegn på, at han spiste mere, end han ville være ved, og at der absolut ikke var noget galt med hans evne til at tabe sig. I den sidste omgang af dette, havde han skrevet op i et par uger, og han flere onsdage ærligt skrevet, at han havde spist en Marsbar. Det var dog selvfølgelig kun fordi han ikke havde fået frokost med, når han skulle op i klubben.

På grund af dette forsøgte jeg mig med: “Far, kunne det være, at du flere gange end du regner med kommer til at gøre noget, der går imod den sunde livsstil på grund af omstændigheder, som du kan ændre på. Eksempelvis, når du køber en Marsbar, fordi… “ Jeg nåede ikke længere, før han med kraft udbrød. “Jeg køber ikke Marsbarer”“Jamen”, sagde jeg, “Du har købt dem oppe i klubben om… “. Han afbrød igen med beskeden: “Jeg kan ikke huske, at jeg nogensinde har købt en Marsbar.” Det kørte et par gange mere, før jeg endeligt kom i mål med “Du har selv flere gangen skrevet Marsbar i maddagbogen, Far”. “Nåeh”, svarede han helt roligt, “Dem har jeg jo ikke købt, de er gratis, fordi jeg er underviser.”

Jeg tror aldrig, jeg har set et smukkere eksempel på Johns ønske om at dreje samtalen væk fra det ubehagelige. Det var næsten surrealistisk. Jeg sidder overfor en mand, der påstår, at han gerne ville tabe sig, og alligevel vælger han at fokusere på det eneste ord i en sætning, nemlig køber, som gør, at han kan sige, at dét jeg siger ikke er rigtigt. Og dette uagtet at det naturligvis er fuldstændig irrelevant, om den Marsbar er købt, gratis eller faldet ned fra månen. Men hans John vil ikke snakke om den Marsbar. Han vil ikke snakke om, at den spises, og han vil slet ikke snakke om muligheden for, at den ikke spises. Han vil ikke snakke om muligheden for at tage en sund madpakke med, eller for bare at undlade at spise frokost den dag, i stedet for at spise en Marsbar, som ikke just mætter meget alligevel. Han vil væk fra samtalen og tilbage til den verden, hvor han om onsdagen kunne glemme madpakken, og så have den perfekte undskyldning for, hvorfor det var okay at tage en Marsbar.

Da jeg senere i samtalen foreslog ham, at droppe wienerbrødet, svarede han, at Det må jo heller ikke blive for surt – livet skal også være værd at leve. Dette er en anden John-klassiker: Indikér at konsekvenserne af at gøre noget er så forfærdelig, så man på ingen måde kan finde på at gennemføre handlingen. Hvem vil nogensinde gøre noget, som ville medføre, at livet ikke længere er værd at leve? Ingen. Og med god grund. Der er bare ét lille problem. Det giver absolut ingen mening at gøre wienerbrød til en forudsætning for livskvalitet. Det er meget muligt, at man får noget glæde ud af at spise wienerbrød, og at man meget nødigt vil undvære dén glæde, men der er stadig rigtig langt til, at livet ikke er værd at leve, hvis man ikke får wienerbrød mere. Vil du virkelig hoppe ud foran et tog, hvis alle bagere en dag gik sammen og besluttede ikke længere at lave wienerbrød? Nej vel? Det samme gælder alle de andre måder John reelt siger det samme på: “Livet er for kort”, “Livet skal også være sjovt”, “Man skal huske at nyde livet, mens man har det”. osv.

Har du nogensinde droppet cigaretterne, gået fra almindelige cola til cola light, droppet kulhydrater, en specifik chokoladebar eller noget lignende? Og har du et gennemgående surt liv i dag? Højst sandsynligt ikke – og hvis du har, er det nok ikke på grund af en vane, du ændrede for nogle år siden.

Argumentet virker kun fordi det sidste i verden du ønsker, er at have et surt liv. Et liv, der ikke er værd at leve. Men det virker kun, så længe du ikke stiller spørgsmålstegn ved sammenhængen. Så længe du er villig til at lade sig narre af det. Du ved rationelt godt, at dit liv ikke pludselig bliver surt, fordi du har ændret nogle vaner. Hvis de vaner du tidligere har ændret, var vaner du ikke kunne lide, er du sikkert blevet gladere af at have ændret dem. Så hvorfor i alverden skulle det pludselig være anderledes denne gang?

Min far – eller rettere hans John – var ikke synderlig begejstret, da jeg spurgte ham, om han da mente at hans liv var surt lige nu. Han vidste godt, hvor jeg var på vej hen. Han havde nemlig tidligere med stolthed fortalt at det var flere år siden, han havde opgivet hans tidligere yndlingsslik: Lakridskonfekt.

Jeg spurgte ham, om der var sandhed i nogle af de ting, min mor havde sagt – de ting, som direkte modsagde hans version. Da han bekræftede, at “Nåeh, jaeh … Det kan da godt være, at jeg pyntede lidt …” (og tilføjede det lille smil nogen får, når de ved, de er blevet opdaget med fingrene i kagedåsen), spurgte jeg ham “Kan du se, hvor meget John har overtaget? Du sidder her, og fortæller en version af begivenhederne, som måske ikke direkte er løgn, men absolut heller ikke en version, der er sandheden. Og alle de fakta, du har udeladt, er netop dem, som John ikke ønsker at tale om. Derudover drejer du emnet, hver gang vi kommer for tæt på noget, som kan medføre, at John måske ikke længere får det, han gerne vil have. Og det er endda alt sammen inden for et område, du siger, du rent faktisk gerne vil ændre på… Det er simpelthen ikke en tilfældighed!”

“Nu er din mors version jo heller ikke just sand, bare du ved det!”

Hans John var nu løbet tør for både undskyldninger og forklaringer, og tilbage var kun det barnlige forsøg på at få opmærksomhed flyttet over på min mor. Jeg spurgte ham så venligt som muligt, om han synes, det er okay, at han undlader at sige sandheden, bare fordi mor undlader at gøre det.

Igen har det ene absolut intet med det andet at gøre. Og igen hadede John mit svar.

Min fars John prøvede igen: “Hvornår er det taxaen kommer? Jeg mangler lige at pakke resten af ​​mine ting, så det skal jeg lige have lidt tid til.”

Jeg gjorde ham opmærksom på, at hans John – i stedet for bare at dreje samtalen – nu prøvede at komme helt væk fra den.

Vi fortsatte frem og tilbage i ca 20 minutter mere, og pludselig bemærkede jeg, at far fuldstændig havde ændret sin fysiske holdning. I starten havde han siddet afslappet, to ben på jorden, armene på armlænene og temmelig oprejst. Nu var han gledet ned i stolen, sad med krydsede ben, og havde armene krydsede stramt over brystet.

Jeg prøvede at gøre ham opmærksom på det. “Far … Prøv at mærke efter ifht., hvad du tænker og føler lige nu. Kan du mærke, hvor desperat du ønsker at komme væk fra denne samtale? Det er der en god grund til. Din John er i total panik lige nu. Alt, hvad der normalt fungerer, når han taler til dig, fungerer ikke lige nu, og han vil simpelthen ikke have dig til at høre mere. Tænk hvis du rent faktisk hørte, hvad jeg sagde. Hvis det rent faktisk gik op for dig, hvad det er John prøver på? Det ville være katastrofalt for ham. Og det er så slemt, at du rent faktisk reagerer fysisk lige nu ved at krydse dine arme, og forsvare dig selv mod “mine angreb …. Kan du mærke hvordan du leder efter grunde til eller forklaringer på hvorfor denne samtale er nødt til at stoppe nu?”

Det kunne han godt. Men desværre er John ikke lige så let at slippe af med, og på et tidspunkt var far rent faktisk nødt til at gå ind for at pakke det sidste, så han kunne nå flyet hjem.

John overlever situationer som denne og fortsætter med at have succes med så mange af han planer, fordi personen virkelig, virkelig ønsker at tro, at det, han siger, er sandheden. Min far ønsker virkelig, virkelig, virkelig at tro, at wienerbrød er decideret godt for ham, når humøret er lavt, eller han har brug for lidt sukker.

Jeg tror reelt ikke, at jeg kom tættere på at trænge igennem. Men jeg vil blive ved med at prøve. Jeg elsker ham, og fanden tage, hvis jeg lod John tage 10 år af hans liv, fordi jeg ikke at kæmpede.

Men til dig der læser med: Lad være med at lade din John blive lige så stærk som min Fars John. Hvis du virkelig VIL have en sund livsstil, så begynd at stille meget kritiske spørgsmål til alt hvad din indre John siger.

 

Kommentarer - Offentliggøres ikke på Facebook, med mindre du aktivt vælger det.

Fik du noget ud af indlægget? Sig det ved at dele:

Tagget med: , , , , ,
Udgivet Åbn øjnene, Lev sundt