Man skal da have børn (skal man ikke?)

Jeg er i skrivende stund 34 år gammel, og indtil jeg var 30 var jeg meget sikker på at jeg ikke ville have børn. Alle jeg mødte, fortalte mig at jeg bare skulle vente til jeg ramte 30, så skulle jeg nok skifte mening. Dét at få børn var jo det bedste i verden, og jeg ville aldrig fortryde at få et par stykker. De havde stor tillid til, at jeg nok skulle komme over på deres side.

Det var vel kort før min 30 års fødselsdag, at det gik op for mig, at der var stor forskel på ikke at ville have børn, mens der var masser af tid til at lave den beslutning om, og så på rent faktisk at mene, at jeg ikke ville have børn. Altså sådan for evigt!

Pludselig virkede det som en næsten umenneskelig beslutning; Skulle jeg virkelig aldrig opleve at holde en lille kødklump, der på forunderlig vis lignede mig selv i mine arme. Aldrig høre den knirke, dufte til dens hoved og dø af glæde over hvor nuttet netop min guldklump var med jordbærhat på. Jeg vidste godt, at jeg ikke havde lyst til at alt det trælse med bleer, at synge den samme sang 244 gange, at sige nej uendeligt mange gange og stoppe det ene skænderi mellem guldklumperne (for når der er en, skal der jo komme en mere) efter det andet. Men måske opvejede alt det positive alligevel det negative. Det var jo det ‘man’ sagde.

Efter et par års overvejelse tog min kæreste og jeg beslutningen. Vi ville have børn. Med det samme beslutningen var taget, var jeg ekstremt lettet. Jeg fandt det underligt, fordi jeg havde forventet at nervøsiteten nu ville starte, men jeg var bare lettet. Det var så ufattelig rart at være ‘normal’. At jeg alligevel ikke var hende kvinden, der var så underlig og ukvindelig, at hun ikke ville have børn. Så egoistisk, kortsigtet og dømt til at komme til at fortryde det resten af hendes liv. Jeg kan slet ikke tælle, hvor mange gange jeg har fået historien om nogen, der kender nogen, der ventede så længe med at gå i gang, så de slet ikke kunne, og nu sad de bare og græd hver dag. Ikke en eneste gang har nogen fortalt mig om nogen, der efter lang overvejelse besluttede sig for ikke at ville have børn, og siden havde det okay med det. Men nu slap jeg altså for at være en af de stakkels kvinder, der var dømt til at være kede af det fra de blev 40 og frem, fordi de aldrig fik børn. ‘Man’ skal da have børn – og nu skulle jeg også.

Mentalt blev jeg mere og mere skruk. Jeg så børn og barnevogne overalt, og synes de var ufatteligt nuttede fra en ende af – selv når de skreg i vilden sky sendte jeg dem kærlige blikke og tænkte “Hvis dét ikke er beviset på, at jeg er mere end klar, så ved jeg ikke hvad er”. Jeg fantaserede om alle de søde ting: At gå en tur med Lille Fidus i hendes tempo – hvor jeg ikke ville have travlt lige som alle de andre. At svinge hende rundt, og høre hende hvine af fryd, mens jeg totalt overskudsagtigt bare blev ved, så længe hun havde lyst. At have masser af tid til at have kvalitetstimer sammen med dem – aldrig nogensinde stresse.

2,5 år senere – og ufattelig lidt sex omkring ægløsningen – satte min kæreste og jeg os endeligt ned og snakkede ærligt sammen. Uanset hvor overbeviste vi begge var om at vi ‘da’ gerne ville have børn, så måtte vi jo indrømme at hver eneste måned omkring ægløsningen, var der noget i os begge der sagde: “Argh, det gør vi lige næste måned”. Det måtte jo være et tegn på noget…. og det noget måtte jo være, at der alligevel var mere, der talte imod børn for os, end vi havde været villige til at indrømme overfor os selv og hinanden.

Da jeg blev hudløst ærlig overfor mig selv og min kæreste måtte jeg indrømme, at uanset hvor jeg kiggede hen, så så det ikke lige så sjovt ud at have børn, som det var i min fantasi. Forældre så ud som om de kedede sig bravt når de stod og skubbede ungen på gyngen… og hvem synes egentlig, at det er sjovt at lave den samme bevægelse i 30 minutter. Mødre med fedtet hår og poser under øjnene gik ture med deres utilfredse børn i klapvogn, og lignede nogen, der absolut ikke var der frivilligt…

Det var uendeligt langt fra mit billede af, at jeg da ville have masser af lyst til at gå sådan en tur. Masser af familier, der spiste på restauranterne uden de voksne overhovedet sagde et ord til hinanden, fordi de hver havde et barn der skulle mandsopdækkes. Og endnu flere forældre med et barn, der umiddelbart passede sig selv, men hvor det så ud til at forældrene ikke havde noget at snakke om, nu hvor de endeligt havde tid… eller måske bare var for trætte til at gå i gang. Uanset årsag, var det også langt fra mit billede om intellektuelle eksistentialistiske samtaler med min kæreste mens baby fredeligt legede med farvekridt. Dertil kom alle de oplevelser jeg igennem de 2½ år havde haft med børn. Oplevelser hvor jeg udviste uendeligt meget mindre tålmodighed, end jeg havde i mit billede af mig selv som mor. Der gik sjældent mere end 10 minutter, før jeg synes baby skulle gå tilbage til sin mor eller far og lege med dem. Umiddelbart heller ikke noget godt tegn.

Når jeg dértil lagde, at jeg stadig ikke havde lyst til hverken at synge den samme sang 244 gange, at gå til skole-hjem samtale eller at smørre to madpakker til hvert barn hver dag samt det faktum, at Nicolai altid havde været meget verbal om, at vi grundlæggende fik børn for min skyld, kunne jeg kun drage én konklusion:

Mit billede af dét at have børn var komplet urealistisk.

Jeg kender ikke et forældrepar i verden, der ikke mente, at de ville klare det meget bedre end alle de andre. De ville aldrig give efter, når baby blev hysterisk i offentligheden. De ville huske at planlægge voksentid, så de ikke gled fra hinanden. De ville sørge for at tage baby på skift, så de begge fik så meget søvn som muligt. Og alligevel står de fleste af dem helt samme sted, som alle de andre. Hvorfor? Ja, jeg har jo ikke børn, så jeg ved det ikke – men jeg gætter på at forklaringen findes i, at man ganske enkelt ikke har den fjerneste anelse om, hvad det er for et damplokomotiv, der rammer en, når man får børn. Jeg forestiller mig, at realiteterne er, at ens verden bliver revet totalt fra hinanden, og før man ved hvad der ramte en, er man så smadret af søvnmangel, så alle ens ideer om forberedelse, planlægning og “vi skal ikke blive irriterede på hinanden – vi skal bare kommunikere med hinanden” ryger direkte ud af vinduet til fordel for basal overlevelse.

Så… når jeg vidste, at der var meget få ting, ved dét at få børn, som jeg så frem til, at jeg derudover skulle være primus motor i det praktiske og jeg samtidig var nødt til at regne med, at vi kom til at være i 100% den samme situation, som alle andre forældre, nemlig undtagelsestilstand, var dét så noget jeg ville? Ja, Lille Fidus ville ligge og knirke imellem os – men sikkert kun i 5 minutter, og sikkert på et tidspunkt, hvor jeg var alt for træt til at ligge og suge oplevelsen til mig sekund for sekund.

Jeg var nødt til at indrømme at nej… det var nok ikke det rigtige. Men længe før jeg sagde dét højt, var stemmerne der. Stemmerne der lovede død og elendighed, og i hvert fald et sørgeligt liv fuld af fortrydelse, hvis ikke jeg fik børn. Hvis det ikke var dét livet handlede om – hvad var det så? Er vi ikke født for at reproducere os? Ligger det ikke som noget grundlæggende biologisk i os, at lave børn? Jo, det gør det nok – men det gør trangen efter fedt og sukker også – så det er vel næppe noget endegyldigt argument. Alligevel lød det som et utrolig godt argument i mit hoved.

Lige nu – ca 4 uger efter vi lavede et ja til børn om til et nej til børn – er konklusionen at det nok er mere rigtigt for lige præcis os ikke at få børn. Vi ville godt kunne klare det – og vi ville også få gode liv med børn. Vi tror bare, at vi ville få lidt bedre liv uden. Men stemmerne er der – kampen mod ‘man’ er bestemt ikke vundet endnu… Faktisk er den slet ikke gået i gang endnu, da der er meget få, der har fået opdateringen på vores beslutning.

Der er kun én ting, der er værre end at skulle forklare familie og venner, hvorfor man ikke følger deres eksempel og får børn… det er først at sige, at man gør, og dernæst fortælle dem, at man har ombestemt sig. Det ville nok være nemmere at sige, at vi bare ikke kunne…

 

Kommentarer - Offentliggøres ikke på Facebook, med mindre du aktivt vælger det.

Fik du noget ud af indlægget? Sig det ved at dele:

Tagget med: , , ,
Udgivet Åbn øjnene, Vær selvbevidst