Mit løfte – Dag 14

Kl. 07.44: Vågner efter 10 timers søvn, og jeg har det desværre ikke bedre. Jeg føler mig svag, svimmel og generelt bare dårligt til mode. Jeg har på ingen måde lyst til at spise, men lige som de andre dage, så er jeg nødt til at få noget ned.

Kl. 08.15: Jeg kæmpede mig igennem 2 æg – mere kunne det ikke blive til.

Kl. 14.07: Jeg trængte til noget luft, så vi er cyklet ind til byen, og er tilfældigvis faldet over en restaurant, som vi før har forsøgt at finde. Jeg er voldsomt svimmel, og ved ikke, om det er fordi, jeg har fået alt for lidt mad de seneste par dage, eller om det er fordi der stadig er sygdom i kroppen.

Vi bestiller to salater med kylling, og de kommer med en lille skive hvidt brød til. Instinktivt tænker jeg, at det hvide brød ikke er noget jeg skal have, men der er alligevel et fornuftigt modargument: “Hvorfor er det lige, at jeg sidder og tygger i salatblade, hvis der er en pæn sandsynlighed for, at det er på grund af manglende energi, at jeg er svimmel. Jeg skal jo tygge vildt længe, før jeg får noget, der bare minder om samme energi, som jeg får fra det lille stykke brød”. Så jeg spiste brøddet – og Nicolais med. Der var måske 20 g i hver skive, så det var ikke fordi det var voldsomt – men det åbnede dog lige mine øjne for, at de generelle sundshedsregler nok bør modificeres en lille smule, når man går grund og er voldsomt svimmel.

Det tog lang tid at få spist hele salaten.

Kl. 15.34: Vi kører direkte over i supermarkedet for at købe noget mere brød. Jeg snakker med Nicolai om det, da han normalt er den første til at spørge ind til, om noget kommer fra min indre John eller mig. Han mener heller ikke, at dette er John. Hvis det er næring jeg mangler  – og det ville jo være logisk, hvis det var tilfældet – gælder det jo om at få noget ned, og så er det nok ikke via salat, jeg skal gøre det. Vi køber en baguette.

Kl. 17.02: Jeg spiser ca. 100 g af brøddet med æg, avokado og smør. Jeg har det allerede markant bedre end i formiddags, og jeg er voldsomt taknemmelig over ikke at være svimmel mere. Kors hvor er den ‘lille’ ting bare dejligt.

Kl. 18.40: Jeg spiser det samme igen – dog uden smørret. Jeg havde bestemt mig til at gøre det uden smør, men da Nicolai så også gerne ville have et stykke… med smør, mente jeg også, at jeg skulle have smør på. Men dét er så klassisk en John; “Hvis han må, så må jeg da også gerne”, så den var alt for tydelig til, at jeg faldt for den. Og det var en rar følelse, at sige nej der. Syg, svimmel eller for den sags skyld nærmest døende – John er ikke for god til at forsøge at udnytte en hvilken som helst situation han kan. Han er jo trods alt ude på at optimere den øjeblikkelige tilfredsstillelse – koste hvad det vil. Hvor vi ser en døende person, ser John muligheder.

 

Kommentarer - Offentliggøres ikke på Facebook, med mindre du aktivt vælger det.

Fik du noget ud af indlægget? Sig det ved at dele:

Tagget med: , , , ,
Udgivet Lev sundt