Mit løfte – Dag 15

Kl. 11.37: En ny dag – uden svimmelhed – og bare dét gør jo, at man er i godt humør. Der skal ikke andet end lidt sygdom til før man husker at sætte pris på de små ting.

Morgenmad bliver til 3 spejlæg, kål, en halv banan, lidt linser, gulerod og en kvart avokado. Jeg nyder at spise (dejligt), min indre John holder sig væk (dejligt) og måltidet er sundt (super dejligt). Så alt er egentlig godt lige nu. Jeg håber dagen bliver ved på denne måde.

Kl. 16.57: Vi ville have taget ind i byen for at spise aftensmad og måske se en film, men så kom der lige skybrud, og vi lavede planerne om. Derfor blev aftensmad til 150 g kød, 50 g avokado, 100 g linser, 50 g peberfrugt og 100 g kål.

Jeg har nogle ret stærke smerter i knogler og led rundt omkring i kroppen, og jeg bruger en del af dagene på at bekæmpe den stemme der – ganske uden grundlag – er 100% overbevist om, at det er noget ganske forfærdeligt, jeg fejler. Det er en stemme, der er lige så stærk, som John var i starten, og det er såmænd meget spændende at opleve igen. Men også virkelig frustrerende, for det føles som om, at det er fuldstændig ligegyldigt hvor mange gange jeg beder stemmen om at skrubbe ad helvede til med dens dommedagsforudsigelser, så kommer den tilbage 5 minutter senere med en ny version (eller den samme).

Det gode er dog, at jeg ved, at selvom det føles som om, at det er lige meget hvor mange gange, jeg sender stemmen væk, så ved jeg, at det er alt andet end ligemeget. På et eller andet tidspunk vipper balancen, og så begynder stemmen rent faktisk at holde kæft. Det samme skete med John, og jeg forventer at det også vil ske med enhver anden stemme. Det tager tid, at ændre en stemme, der har haft lov til at sige hvad som helst i 30 år, men som man pludselig stiller spørgsmålstegn ved det. Det er jo forståeligt nok, at den stemme ikke bare sådan lige lægger sig fladt ned og overgiver sig. Den kæmper for sin ret til at blive der.

Desværre for denne dommedagsstemmme, ved jeg hvor negative konsekvenser der er, ved at gå rundt og tænke i ‘worst case scenarios’, så det er simpelthen ikke en mulighed.

 

Kommentarer - Offentliggøres ikke på Facebook, med mindre du aktivt vælger det.

Fik du noget ud af indlægget? Sig det ved at dele:

Tagget med: ,
Udgivet Lev sundt