Mit løfte – Dag 2

Klokken er 7.10, og jeg har nu været oppe i godt 1½ time af dag 2 af mit projekt på i alt 20 dage. Jeg håber det kommer til at gå lige så godt, som det gik i går…. Eller ‘håber’ dur jo ikke at sige til mig selv, da det indikerer, at det er noget uden for mig, der bestemmer, om det kommer til at gå godt eller ej. Hvorfor ‘håbe’ på noget man selv er herre over. Så derfor: Jeg vil følge op på successen fra i går med endnu en god dag!

I dag er planen, at vi skal til lufthavnen kl. 11, og så er vi fremme på hotellet omkring kl. 19. Så det er en lang periode, og lige nu tænker jeg, at vi regner med at kunne få noget at spise i lufthavnen. Det er dog en ret lille lufthavn, så det kunne godt være en af dem, der kun har en cafe med brød og kager og så måske en fast food joint. Bare at skrive dette, gør det dermed også klart, at jeg er nødt til at spise godt til, når vi tager en tidlig frokost – simpelthen fordi jeg er nødt til at forvente ikke at få mere mad før vi er helt fremme.

Kl. 07.33: Morgenmad. Klog af skade fjernede jeg 2 ud af 3 æggeblommer, og morgenmaden endte derfor på ca 250 kcal. og bestod af:

  • 3 æggehvider
  • 1 æggeblomme
  • 50 g hvide bønner
  • 50 g tomat
  • 50 g avokado
  • 100 g agurk

I et par omgange forsøgte John med “Det er jo bare én enkelt bid” og “Du kan da godt lige rydde op” i forhold til at få mig til at spise mere, end hvad jeg havde planer om. Helt ned til at Nicolai tabte en bønne over mod mig, hvor han med det samme foreslog, at “Dét måtte der være en højere mening med”. Nu ved jeg godt at en bønne, 5 ekstra gram avokado osv. ingen ting betyder – men problemet er, at det er et ‘mindset’. I hvert fald hvis du er bedre til at være afholdende end til at være moderat. Én bønne, der ikke betyder noget, bliver til en ekstra skefuld, som heller ikke betyder noget. En ekstra skefuld bliver hurtigt til, at jeg rydder de sidste 150 g op, stadig uden at føle, at det gør noget. Og gør man først dét efter hvert måltid, så har man forklaringen på, hvorfor det er så svært at tabe sig. Der ligger simpelthen for mange kalorier i den der forunderlige kategori, som man ikke mener ‘tæller med’. Derfor er jeg meget påpasselig med, at gøre noget, der kan sætte gang i dén snebold. Det er simpelthen nemmere at stoppe problemet mens det stadig er lille.

Kl. 09.49: Jeg var ved at blive sulten igen, og vi skulle afsted mod lufthavnen en time senere. Derfor tog jeg en omgang yoghurt med hørfrø – 200 kcal. Det mættede fint, men jeg havde ikke følelsen af, at det var noget der ville holde ved i timevis, og tanken om at klare sig uden mad indtil kl. 19 i aften begyndte at medføre lidt ubehag. Da Nicolai var færdig med det han skulle have, var der stadig ca. en halv liter yoghurt tilbage, og John mente at det måtte være oplagt, at jeg ryddede op. På det tidspunkt havde min tidligere portion lagt sig lidt mere, og jeg var ikke decideret sulten, men hvis jeg ikke havde skullet skrive det ned her, havde jeg med garanti taget det sidste.

Det er alligevel imponerende, så mange gange dette løfte allerede har reddet mig fra at spise mere, end jeg reelt ønsker. Jeg er virkelig overrasket over, hvor godt det virker, og kan kun anbefale dig at gøre det samme. Der er en verden til forskel på at kunne få lov til at gøre noget i det skjulte, og så på at skulle stå ved det – og endda selv melde det op. Så endnu engang tak til Tony Robbins for dét råd.

Kl. 10.45: Vi skal afsted om et kvarter, og det sidste er ved at blive ryddet op. Der var en rest af bønner og avokado fra morgenmaden, som vi havde gemt, fordi vi godt vidste, at vi måske ville komme til at sætte pris på det senere. Det gjorde jeg nu! Ca. 50 g bønner og 20 g avokado – 80 kcal. Det tilfredsstillede både mine smagsløg og min lyst til at få noget fedt inden flyturen.

Kl. 12.51: Lufthavnen har lige præcis det vi regnede med – ingenting. Hvis du ikke vil spise chips, kager eller butterdejs-retter, er der absolut intet at hente i Ilhéus lufthavn. Vi chekkede taskerne ind og gik ud for at lede efter noget frokost uden for lufthavnen. Vi fandt et sted, der havde kyllingespyd med bønner og vinagrette salat på menuen. Det nappede vi. Det viste sig dog at være friturestegt kylling, så det blev i stedet et måltid med bønner og vinagrette salat. Maks 8 mundfulde til mig, da Nicolai var markant mere sulten, end jeg var. 90 kcal og nu 600 på dagen. Vi gik tilbage til lufthavnen hvor min John fik lov til at få 2 cola ligth, og Nicolais John fik lov til at få 40 g 75% chokolade uden sukker.

Kl. 15.45: Så kom ‘maden’ på flyet. Man kunne vælge 2 enheder blandt 3 typer af chips og 3 typer af kiks. Heldigvis var vi forberedte på det, så det var ikke så svært bare at takke nej. Det er også en af de sjove ting ved John. Hvor han for nogle år siden ville have tigget og bedt om at få lov, så er det nu så længe siden, at han har fået lov til lige netop den slags, så han har lært at dét ville være spild af kræfter. Derfor sætter han kun ind på noget, hvor han har en chance for at det lykkedes. Det eneste han sagde under uddelingen var “Det ligner baconchips” – og det kunne jeg jo godt give ham ret i, uden at det betød, at jeg skulle have dem.

Der er nu 2 timer til vi lander i Sao Paulo. Dér antager vi, at lufthavnen er stor nok til at have et udvalg, der dur i forhold til vores aftensmad.

Når jeg kigger et par dage frem, kan jeg også godt blive en smule nervøs for Florida. Amerika er jo kendt for fast food, så der vil sikkert kommer masser af ting John kan lokke med. Han vil med garanti også forsøge at spille kortet omkring at der endeligt er noget helt velkendt mad. Det vil være et super dårligt argument, for udover at der er bønner til alt i Brasilien, så ligner maden altså ufatteligt meget det, vi normalt spiser på Malta. Jeg er dogalligevel sikker på, at det ikke vil holde ham tilbage.

Morgenmad i morgen kan også godt blive en udfordring. På et lille hotel er udvalget nok begrænset, og det kunne sagtens være et spørgsmål om, at vi kan vælge imellem juice, brød og frugt. Brød spiser vi jo ikke, og for mig har frugt ikke været det samme, siden jeg lavede det swich-mønster på ananas, som Anthony robbins beskriver i Awaken the Giant Within.

Men jeg håber. Denne morgenmad skal jo lægge bunden, før vi skal ud på en 8 timers flyvetur med til Orlando. Men vi må vente og se… og skulle alt gå galt, så er det jo noget med at faste er så sundt…

Kl. 18.10: Vi lander i lufthavnen, som heldigvis er ret stor, og går med det samme i gang med at lede efter en food court. Vi finder den, men det viser sig at være friturestegt kylling, pasta, burger og pizza som de gennemgående muligheder. Da vi er lige ved at opgive – og John er gået i gang med at fortælle, at der jo også er salat i en burger (Mange tak for input, John) – opdager vi, at der er endnu en food court på 2.sal. Vi går derop og finder et tag-selv sted, som vi selvfølgelig springer på. Kød, bønner, grøntsager og salat i massevis – så vi er ovenud tilfredse. Første omgang bliver på 480 g med nogenlunde følgende fordeling:

  • 130 g kylling
  • 50 g oksekød
  • 100 g rødbede
  • 100 g tomat
  • 50 g salat
  • 50 g bønner

Meget af det smagte virkelig godt, og da jeg vidste, at jeg havde fået for lidt at spise i dag, var jeg ikke engang halvvejs inde i måltidet, før jeg gik i gang med at planlægge, hvad jeg skulle have i runde 2. Jeg overvejede ikke engang, om jeg var mæt – John var sluppet igennem med “Du mangler jo kalorier – det er ikke godt, at spise for lidt”. Det var så plausibel en årsag, så jeg ikke så den komme. Så efter jeg havde hugget (heller ikke smart) den første tallerken i mig, gik jeg sammen med Nicolai op for at tage nummer 2.

Med det samme jeg havde læsset 2. omgang bønner på, kunne jeg mærke at første portion lagde sig. Jeg var mæt! Men nu havde jeg jo bønner på tallerkenen… Og jeg havde jo lige glædet mig til mere kylling, da det var så godt krydret…. så jeg fandt et stykke kylling… og man kan jo ikke spise kylling og bønner uden tilbehør… især ikke, når tilbehøret jo rent faktisk er det sundeste… så på kom rødbeden og salaten…. og et stykke fisk – for det var længe siden jeg havde fået Omega-3… Kort sagt John for fuld udblæsning.

Heldigvis fik jeg – mens jeg stod og læssede rødbede over på min tallerken – sagt til Nicolai: “Det er så åndssvagt det her… jeg er faktisk virkelig mæt, og alligevel står jeg her”, hvortil han svarede: “Jamen, så har du jo nu en mulighed for at udvise ekstra stor styrke ved ikke at spise det”. John gik helt i panik. Han havde været 100% sikker på, at kampen var vundet. Aldrig før var det sket, at noget, der først var kommet over på tallerkenen, ikke også blev spist. Det var ganske enkelt uhørt. Hvem levner noget, når man selv har bestemt mængderne og desuden betaler pr. gram. Det giver ingen mening…

Jeg overvejede det indtil vi satte os ned, og besluttede så, at der måske var en super mellemvej. På den ene side manglede jeg jo rent faktisk kalorier. På den anden side medfører dét at proppe mig i dag bare, at jeg udvider min mavesæk, og dermed er mere tilbøjelig til at føle sult i morgen. Jeg lavede en aftale med mig selv: Nu fjerner vi halvdelen af maden – skubber den over til den ene side af tallerkenen, og så spiser vi ikke det. Det var meget bevidst, at jeg gjorde det på netop den måde, for jeg har så ufattelig mange gange ‘leget legen’: “Så… Sidste bid”… for så at sige præcis det samme igen 10 sekunder senere. Dét virker ikke for mig. Hvis du har samme problem, så anbefaler jeg kraftigt at bestemme mængden mens John stadig føler, at der er masser tilbage. Det er ikke sjovt at tage den allersidste bid… “Skal jeg så slet ikke have lov til at smage det der mere… snøft?”. Men at tage den 10. sidste bid er ikke noget problem. Og du har desuden 10 bidder til at forberede dig, i stedet for at “NU er det den sidste!” kommer som et chok.

Faktisk er det jo ikke anderledes end god børneopdragelse. Der kommer altid problemer ud af at være på legepladsen, og så pludselig melde op: “Nu går vi hjem!” – men hvis man i stedet siger “Om 10 minutter skal vi hjem” og fortsætter med at give meldinger, så er børnene meget mere samarbejdsvillige. Sådan fungerer vi såmænd også som voksne.

Det virkede også for mig. Jeg spiste ikke mere, end det jeg havde aftalt med mig selv, og Nicolai var også glad… så var der jo mere til ham… Alt i alt blev det en dag på 1000 kcal. hvilket er alt for lidt, men skulle jeg havde gjort noget anderledes, så skulle det have været at spise den yoghurt i morges. Jeg vil ikke have ondt i maven om aftenen over en fejl jeg begik om morgenen.

I lufthavnen var der selv-checkins med bagagevægte, som gik op til 120 kilo. Sådan en hoppede jeg lige op på, mens jeg satsede på, at der ikke var nogen der bille blive sure. 65,8 kilo med tøj og sko på (andet ville også have været underligt), så den del er nu bekræftet.

Kl. 19.05: Så er vi ankommet til hotellet, og det er umiddelbart finere end jeg havde regnet med, hvilket selvfølgelig betyder, at der er mere håb for morgenmaden nu end før. Noget æg og noget yoghurt, så er jeg glad.

I morgen står på ren fly. Vi skal til lufthavnen kl. 7 i morgen tidlig og er fremme i Fort Lauderdale kl. 21 i morgen aften. Vi håber der er nogle steder, der er åbne i lufthavnen her, samt at der er bare lidt, der er spisbart på den første del af rejsen, som varer 8 timer. Vi kan med garanti finde noget fornuftigt at spise i Orlando, og der har vi 3 timer, så det er helt fint. Måske det er klogt at satse på to store måltider – morgenmad og aftensmad – og så leve med, at der nok ikke kommer meget frokost indenbords. Det vil jeg overveje mens jeg går i seng.

 

Kommentarer - Offentliggøres ikke på Facebook, med mindre du aktivt vælger det.

Fik du noget ud af indlægget? Sig det ved at dele:

Tagget med: , , ,
Udgivet Lev sundt