Når op betyder OP – en bøn fra de uskyldige svampe

I går gik jeg en tur i Aarhus, opslugt af mine egne tanker, da jeg blev opmærksom på en far og hans datter, som var 3-4 år gammel. Hun var i lyselilla flyverdragt, kørende på en lyserød cykel uden pedaler med benene pilene afsted, og udstyret med den altid lidt for store cykelhjelm, som børn har på. Jeg havde ikke rigtig lagt mærke til dem, før jeg pludselig hørte faren sige, “Husk at kigge op”.

Når jeg spoler tilbage i min hukommelse, kan jeg godt mindedes billedet af en pige, der er totalt opslugt i hvad der foregår under hende, og ikke i hvad der eventuelt kommer imod hende. Pigen adlyder uden at stille spørgsmål.

Hun løfter med det samme hovedet, men fortsætter indtil nakken er bukket helt bagover, således at hun er i stand til at kigge OP … på himlen. Scenariet bliver ikke mindre komisk af, at den lidt for store cykelhjelm, som selvfølgelig sidder lidt for langt nede i panden af hende, jo er i vejen, hvorfor hun virkelig skal anstrenge sig for at adlyde faren.

Jeg kunne ikke styre mit smil. Det var simpelthen så sødt, så forsvarsløst, så umiddelbart, så uendeligt logisk og et fantastisk eksempel på, hvor meget børn bare tager ind og accepterer uden at stille spørgsmål, så længe det kommer fra deres forældre. Faren kiggede sig omkring, så mit smil og afleverede et stort smil tilbage, mens han rettede beskeden til pigen til, at hun skulle kigge frem – så hun kunne se, om der kom nogen, hun skulle køre uden om.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på det efterfølgende. Det var et perfekt – og meget håndgribeligt – eksempel på dét, der desværre også sker, når det kommer til alle de mere uhåndgribelige ting – værdier og historier – , som børn også bare tager for gode varer, fordi de kommer fra deres forældre. Forældre lærer – uanset om de vil eller ej, om de forsøger eller ej – deres børn hvad der er rigtigt og forkert, fornuftigt og dumt, imponerende og tåbeligt. De ting forældre direkte siger, indikerer eller bare emmer langt væk af sætter sig fast i børn som sandheder. Sandheder, som de efterfølgende gentager overfor sig selv uden nogen form for filter. Det bliver til historier, der enten udvider eller begrænser deres verden. I mit eget tilfælde blev min verden kraftigt begrænset af dét jeg lærte fra mine forældre, men det skal jeg nok vende tilbage til lige om lidt.

Børn hører ting bogstaveligt. Ingen ironi. Ingen sarkasme. Ingen evne til at opfatte det objektivt eller i forhold til noget andet. Bare bogstaveligt. Når far siger “kig op”, kigger man op – helt op. Man ser ikke på det, der blev sagt, overvejer det ord for ord, og tænker “Arrghh, det at kigge op, giver ikke megen mening her, men han må have ment noget med, at jeg i hvert fald ikke skal kigge ned. Måske er det fordi, at hvis jeg kigger ned, så kan jeg ikke se hvad der kommer imod mig, og dermed mente han måske, at jeg skulle kigge frem. Jeg tager derfor chancen, og løfter hovedet halvt så meget, som han sagde, jeg skulle gøre … kigger frem, og ser om det falder i god jord”.

Barnet er en svamp – tørstig, og med en ufravigelig viden om, at mor og far er de absolut bedste at suge til sig fra. Når far eller mor slynger ting uovervejet ud er der konsekvenser. Svampen suger uanset om mor og far vil det eller ej. Hvis mor eller far henkastet siger, at man skal huske at passe på sig selv, for der er ingen andre der gør det. Siger, at alle mænd kun vil én ting. Gør nar af folk, der er fattige, rige, positive eller noget helt fjerde, er det ekstremt vigtigt at huske, at svampen er i gang med at suge. Svampen kan ikke mærke ironien og sarkasmen. Svampen kan ikke korrigere for at far var i dårligt humør i dag, og svampen er ikke udviklet nok til at stille de rigtige spørgsmål. Svampen suger bare.

For mit eget vedkommende blev to af de ting, jeg som barn sugede længst ind i min kerne følgende: “Undgå for alt i verden at fejle” og “Positive mennesker er kvalmende lalleglade”.

Ingen af sætningerne er nogensinde blevet sagt direkte, men der har for mig alligevel aldrig været nogen tvivl om deres sandhed. Kommentarer, vinkler, indikationer og historier pegede alle i dén retning. Der var simpelthen ikke noget behov for direkte at sige det.

Prøv et øjeblik at overveje hvilke effekter, du tror, det har for et barn at vokse op med disse to sætninger som ‘sandheder’.

Hvor meget nyt tør man prøve, hvis dét at fejle, er noget man for alt i verden skal undgå? Hvad er ens instinktive reaktion overfor at skifte skole, hobby, kæreste, studie eller job? Vil man tendere imod at ønske at udvikle sig, eller imod at holde fast i det man har og kender? Hvordan reagerer man, når man uundgåeligt fejler? Har man problemer med at anerkende fejl, man laver? Påvirker det muligheden for at lære af fejlen? Hvordan påvirker alt dette de menneskelige relationer man får i livet?

Hvad fokuserer man på i sit eget liv, hvis det er blevet en sandhed, at positive mennesker er kvalmende lalleglade? Hvilken type menneske prøver man selv at blive? Hvilke oplevelser deler man med andre? Hvilket fokus lægger man i de oplevelser? Hvad tænker man om positive mennesker, som man møder på sin vej i livet? Hvor meget glædes man over de gode ting, der sker i ens eget liv? Hvor meget glædes man over de gode ting, der sker i andres liv? Hvor glad kan man reelt selv blive, hvis positivitet er et fundamentalt problem?

Jeg ved, at mine forældre ikke tænkte over konsekvenserne, da de fik plantet disse ‘sandheder’ i mig. Hvis de havde set dem, havde de simpelthen ikke gjort det. Det ændrer desværre ikke på, at jeg blev et meget bange barn – og dermed en meget bange voksen. Jeg var ekstremt bange for at fejle, for at vise svaghed, for at bede om hjælp. Instinktivt sikker på, at hvis nogen på nogen måde fandt ud af, at jeg ikke kunne finde ud af et eller andet, ville de pege på mig og grine af mig i årevis. Min arbejdsgiver ville fyre mig, min kæreste ville gå fra mig, mine venner ville ikke være venner med mig mere.

Disse tanker har jeg naturligvis aldrig tænkt bevidst, men ubevidst har jeg aldrig været det mindste i tvivl. Og de handlinger jeg førte ud i virkeligheden afspejlede min underbevidsthed. Jeg søgte kontrol, sikkerhed og perfektionisme og gemte sårbarhed, usikkerhed, frygt, behov, lyst – generelt alle følelser – langt væk i bunden af et skab, låste døren og smed nøglen væk. Jeg vil i andre indlæg komme mere ind på hvilke konsekvenser dét havde for mit liv, men i dette indlæg vil jeg gerne holde fokus på de beskeder, der bevidst eller ubevidst sendes fra forældrene til deres børn.

I min familie har der altid været fokus på det negative. Det er det, der går galt, der er det sjove, og det er det sjove vi gengiver om og om igen. Hvis nogen fejlede, var blevet ydmyget eller havde gjort noget virkelig dumt, blev det fortalt af andre om og om igen til familiesammenkomster. Det medførte utrolig mange grin, og på overfladen virkede det sindssygt hyggeligt, fordi det der blev grint så meget, når vi var sammen. Der var intet problem i at hente 15 år gamle historier frem fra gemmerne, så længe de var virkelig sjove.

Personen, der blev grint af gav tit igen med en anden historie om en af de andre omkring bordet, og så grinte vi allesammen igen. Vi gjorde ikke i de gode ting. Positive samtaler er kedelige. Positive mennesker er røv-kedelige. Der er ingen ping-pong. Hvordan pong’er man når nogen siger “Vi havde den deeeejligste ferie, hvor alt bare gik helt fantastisk”. Positive mennesker blev udstillet, latterliggjort og henvist til, som nogen man simpelthen ikke kunne holde ud at være sammen med.

Hver eneste kommentar, hver eneste fortælling, hver eneste fnys over nogen, der sagde noget positivt var en brik i et puslespil, der hurtigt tog form. Til sidst stod beskeden skrevet i neon: “Positivitet er noget vi gør nar af – negativitet er fundamentet i en hver historie, som er værd at høre på”. Jeg åd det hele råt, og det formede desværre mit liv indtil jeg blev 25.

Jeg ved absolut intet om at være forældre, så dette er ikke et indlæg har til formål at fortælle forældre, at de ikke gør det godt nok. Men jeg ved noget om at være barn af forældre, der ikke fik tænkt sig ordentligt om, når det kom til at overveje hvilke værdier og sandheder, der blev puttet i deres børn. Jeg ved noget om konsekvenserne af forkerte værdier, og jeg ønsker ikke at andre børn skal opleve det samme. Dette indlæg er derfor en bøn på vegne af alle de uskyldige svampe derude, som bare kigger med store tillidsfulde øjne på deres forældre.

Som forældre kan du ikke bare fra den ene dag til den anden pludselig være opmærksom på alt hvad du siger, indikerer og gør foran eller inden for rækkevidde af dit barn. Det beder jeg dig heller ikke om. Jeg beder dig blot bruge en enkelt uforstyrret halv time – bare 30 minutter – på at se på hvordan jeres hjem fungerer fra dit barns vinkel. Forestil dig, at du er 4 år gammel. Husk at op betyder OP. Alt hvad der bliver sagt og gjort opfattes 100% bogstaveligt. Hvad opfanger du i hjemmet? Hvilken opførsel bliver rost? Hvad bliver nedgjort? Bruges der ironi eller sarkasme? Hvad tales der ‘bare’ ikke om? Hvad tages for givet? Hvad vil være svært at forklare for en 4-årig? Hvad vil en 4-årig konkludere?

Tænk – og vær ærlig. Uden ærlighed er det ligegyldigt. Det er ikke sjovt, at se på de fejl man måske har lavet, og det er ganske naturligt, at man bliver trukket over imod at bagatellisere og bortforklare, men kæmp imod. Jeg kan love dig, at der er én ting, der er langt mere skræmmende, end at indse at du har begået nogle fejl indtil videre; At skulle se skuffelsen og vreden i dit 35-år gamle barns øjne, mens hun spørger dig hvordan i helvede, du kunne lade dit eget manglende mod gå ud over hende i alle de år.

– – – – – – – – –

Hvis dit barn er 7, 9 eller 15, så tænk over hvad du allerede har puttet i dit barn, og overvej om kursen skal drejes, eller om du skal tage en svær samtale med dem, om de ting der allerede er sket. Tænk også over hvad du stadig putter i dem. Det er ikke for sent. Det er aldrig for sent.

Hvis det hele er noget lort, og der ikke er noget at gøre ved det, og dit barn er for ungt til at du kan forklare det til dem det, så lov i det mindste dig selv, at du vil forklare dem det, når de bliver gamle nok til at forstå det. Lad være med at overbevise dig selv om, at de nok ikke har opfattet det. Jeg lover dig, at det har de.

 

Kommentarer - Offentliggøres ikke på Facebook, med mindre du aktivt vælger det.

Fik du noget ud af indlægget? Sig det ved at dele:

Tagget med: , , , ,
Udgivet Åbn øjnene, Vær selvbevidst