Om nuttede navne – og hvorfor de er en dårlig ide

Jeg er ikke den første i verden, der foreslår at tildele en del af dig et navn, for på den måde nemmere at kunne eksternalisere de dele af os selv, vi ikke ønsker at associere os med. Mange andre gør det samme, når det kommer til både vrede, lyst og alle andre følelser, som vi på den ene eller den anden måde ønsker at styre.

Når det kommer til at holde en sund livsstil, er foreslagene til disse navne ofte noget, der minder om ‘Sludrechatol’, ‘Kagemonsteret’, ‘Sultne Søren’ eller lignende.

Efter min mening er dette en virkelig, virkelig dårlig ide. Det er super at give stemmen eller følelsen et navn, men aldrig et navn som disse! Hvorfor? Fordi de er nuttede. Lad være med at være nuttet.

Der er absolut intet nuttet ved en stemme, der forsøger at få dig til at bryde dine løfter til dig selv, og gå på kompromis med dine værdier og langsigtede mål. Der er intet nuttet ved langsomt at tilkalke dine årer og skade din lever og dit hjerte. Der er intet nuttet ved at se noget i spejlet hver morgen, som du ikke er tilfreds med. Der er intet nuttet ved langsomt men sikkert at ødelægge din selvtillid, fordi du gang på gang bryder løfterne til dig selv. Der er intet nuttet ved at ende hver dag med at føle, at du endnu engang har fejlet. Intet nuttet overhovedet.

Så hvorfor i alverden skal vi give dén stemme et nuttet navn? Et nuttet navn, som potentielt kan få dig til at smile på et tidspunkt, hvor du burde være sur, stædig, standhaftig, mistroisk eller lignende. Du ønsker ikke at smile, når denne stemme er på spil. Selve handlingen at smile skaber positive følelser inden i dig, og der er intet positiv ved denne stemme. Du ønsker udelukkende, at den skal klappe i.

Som du nok ved, hedder min stemme John. Og selvom det lyder alt for fredeligt i forhold til min ovenstående forklaring, er der en god grund til det.

Oprindeligt havde stemmen faktisk et andet navn. Dét navn var valgt, fordi jeg kendte en person med det navn, som jeg på ingen måde stolede på. Jeg vidste, at hvis han sagde noget som helst til mig, ville min instinktive tanke være ikke at stole på ham, og det var netop dén følelse, jeg var ude efter, når det kom til stemmen, der forsøgte at lokke mig til at spise is og chokolade. Fordi jeg ikke ønskede, at dele dét navn med alle andre, ændrede jeg det midlertidigt til John… men som tiden gik hed han oftere John end det oprindelige navn, og efter et par måneder virkede John bare mere rigtigt. Derfor beholdt jeg det, selvom jeg ikke kender noget utroværdigt menneske, der hedder John.

Når der er ekstra behov for at lægge tryk på, at jeg virkelig ikke kan lide ham, kalder jeg ham for et røvhul.

Jeg kalder ham simpelthen, dét jeg synes han er: Et røvhul. Med caps, faktisk. Et RØVHUL! Dét han er villig til at gøre ved mig; lyve, manipulere, og generelt sige hvad som helst, for at få det han gerne vil have – uden nogen form for hensyntagen til hvad jeg gerne vil have, eller hvilke effekter hans handlinger har på mig. I min bog er der ikke noget mildere end røvhul, der kan beskrive det… og langt værre kunne også passe fint.

Så alt efter hvor presset jeg er, betegner ham som et ‘John’, ‘Røvhullet, John’ eller noget der minder derom, når jeg hører ham. Jeg ønsker at min hjerne automatisk skal associere hans stemme med noget virkelig dårligt, hvorved det bliver langt nemmere for mig, at ignorere hvad end han siger.

Hvis jeg havde kaldt ham ‘Kagemonsteret’, ville jeg have haft et billede af en stor, blød, lidt sød, bamseagtig ting, der på trods af at han nok var lidt klodset, bare virkelig, virkelig godt kan lide smagen af kage. Og hvem kan bebrejde ham for det? Det kan jeg jo også. Jeg kan allerede se mig selv langsomt men sikkert give efter og nærme mig kageafdelingen i supermarkedet.

Det samme er tilfældet for ‘Sludrechatol’ eller ‘Sultne Søren’. Ingen af dem medfører, at jeg instinktivt er på vagt. Ingen af dem gør det utvetydeligt klart, at vi ikke er venner, og at jeg aldrig nogensinde skal så meget som at overveje at lytte til denne stemme. Men det er lige præcis dén følelse du ønsker. Du bør stræbe efter instinktivt at være 100% sikker på, at du aldrig nogensinde burde lytte til denne egositiske, uetiske, manipulerende nar. Og du bør give ham et navn, der er passende til netop disse handlinger.

Kender du en person i det virkelig liv, som du aldrig nogensinde ville stole på? Det er lige meget hvorfor, ligemeget hvad historikken er, ligemeget som du kender ham/hende personligt eller ej. Det eneste der betyder noget, er at du aldrig ville stole på noget, denne person sagde. Giv din indre stemme dét navn, og tilføj eventuelt ‘røvhul’ eller lignende, bare for at være helt sikker på, at du ikke glemmer, hvem der er du overvejer at lytte til.

Hver eneste gang du hører denne stemme give dig en eller anden forklaring på, at det er okay – bare lige denne gang – at give efter for en fristelse, så forestil dig, at det kommer fra ham (eller hende), og at han står lige bag dig, og hvisker det til dig i dit øre. Og overvej så en ekstra gang, om den forklaring han gav, er god nok til at retfærdiggøre de konsekvenser, du kommer til at føle i morgen. Og overvej også om du virkelig ønsker at give efter for dårlige forklaringer fra et røvhul.

 

Kommentarer - Offentliggøres ikke på Facebook, med mindre du aktivt vælger det.

Fik du noget ud af indlægget? Sig det ved at dele:

Tagget med: , ,
Udgivet Åbn øjnene, Lev sundt