Hvordan ny viden om den manglende viljestyrke medførte et kvantespring for min livsglæde

meditationFør jeg læste “Switch” af Chip & Dan Heath, troede jeg, at jeg konstant fejlede i forhold til at spise og leve sundt, fordi jeg var svag og ikke ville det nok. Nu ved jeg, at det faktisk var dømt til at mislykkes hver eneste gang.

Jeg plejede altid at begynde enhver kur med helt klare regler for, hvad jeg måtte og ikke måtte spise. Ting som chokolade, vingummi, is, pommes frites og chips duede selvfølgelig ikke, da målet jo var, at jeg skulle tabe mig. Jeg elsker så absolut smagen af hver af dem, og hver dag ville jeg blive mindet om netop dette på den ene eller den anden måde. Jeg kunne gå forbi en burgerbar og få en himmelsk duft af friturestegt lækkerhed i hovedet eller gå på indkøb og skulle igennem slikafdelingen for at komme op til kassen, mens jeg kunne mærke vandmundet begynde at løbe. Hver gang jeg blev mindet om hvor godt det hele smagte, forsøgte John – min indre stemme, der udelukkende jager øjeblikkelig tilfredsstillelse – at overbevise mig om, at det var okay – bare lige denne gang – at tage en lille smule af hvad end det var, der var foran mig.

Jeg ønskede virkelig at tabe mig, men jeg ønskede også virkelig at få smagen af alle lækre ting. At holde en kur var en evig kamp mellem de to. En kamp jeg måtte kæmpe med viljestyrke, da begge sider syntes at have gyldige pointer; Smag vs. Vægt. Øjeblikkelig tilfredsstillelse vs. Langsigtet mål.

Hvad jeg fandt ud af ved at læse “Switch” var (blandt meget andet), at viljestyrke er en knap ressource, hvilket betyder, at den på ingen måde er ubegrænset. Brug for meget for tidligt på dagen, og du vil simpelthen løbe ud på aftenen. Jeg havde ikke givet efter for fristelsen, fordi jeg var svag. Jeg gav efter, fordi jeg var normal! Jeg løb simpelthen tør for viljestyrke, fordi jeg havde brugt for meget af den. Jo mere jeg var nødt til at studere eller jo flere skænderier jeg havde med min kæreste, des mere sandsynligt var det, at jeg ville give efter for fristelsen senere.

Den eneste måde jeg kunne komme omkring det, var ved at ændre min måde at tænke på, så det ville ikke længere krævede viljestyrke at holde sig væk fra slik og andre usunde fødevarer. For at gøre dét, måtte jeg først tage et grundigt kig på, hvordan min nuværende tankegang var.

Den interne kamp jeg oplevede, var dybest set kampen mellem “Det smager såååååå godt!” og “Husk, du ønsker at tabe dig”.

Problemet var, at argumentet imod at spise den lækre ting, rent faktisk var ret svagt. Ønsket om at tabe sig er et logisk, rationelt argument, der ikke vækker nogen følelser. Det er bare et tal på en vægt. Og hvis et tal på en vægt er det eneste argument imod en dejlig oplevelse, virker det som et ret godt modargument at sige, at kuren naturligvis starter igen i morgen. Hvis jeg bare kan modvirke i dag ved at spise mindre i morgen, er der så reelt nogen skade sket? På den modsatte side står alle mine sanser på rad og række, da de blev fremkaldt med det samme, jeg bare overvejede at give efter. Jeg kunne se det, lugte det, smage det, føle det og høre hvordan det ville knase. Det var så uendeligt virkelig i mit sind længe før jeg reelt oplevede det. Og det var så uendeligt lokkende.

Jeg kæmpede reelt en kamp, der ikke kunne vindes. Derfor gik jeg et skridt længere ned. Hvilke følelser, ligger der bag “Jeg ønsker at tabe sig”?

Mine følelser var:

  1. Jeg ønsker at være glad, når jeg ser mig selv i spejlet. Jeg hader ikke at kunne lide det jeg ser i spejlet, så derfor ønsker jeg at tabe mig.
    “Men vent… Er der nødvendigvis en 1:1 sammenhæng imellem de to? Hvad nu, hvis jeg får større muskler og taber det tilsvarende i fedt. Så vil min vægt være uændret, men mit spejlbillede vil være markant anderledes. Vil det få mig til at smile, når jeg ser mig selv i spejlet, eller sker det kun, hvis jeg har tabt mig vægtmæssigt? … Jeg vil smile, hvis jeg kan lide det jeg ser! Jeg har bare gennem tiden koblet dét jeg ser, med dét tal der står på vægten. Men hvis jeg kan lide dét jeg ser, er jeg ligeglad med tallet. Okay, så jeg ønsker ikke bare at tabe mig – Jeg ønsker at tabe fedt og øge min muskelmasse.”
  2. Jeg ønsker at være sund.
    “Super! Men det at være sund er noget kroppen enten er eller ikke er  – ikke noget jeg kan måle på en vægt. Masser af mennesker ser tynde ud, men har en meget høj fedtprocent, simpelthen fordi de har meget lidt muskelmasse. Derudover kan jeg ikke se hvordan mit hjerte, min lever og mine årer har det på hverken vægten eller i spejlet. Hvis jeg vil optimere min sundhed, må jeg sørge for at spise sundt.”
  3. Jeg ønsker at være stolt af mig selv.
    Jeg ønsker at forpligte mig til noget og holde det. Jeg ønsker at være sikker på mig selv og min evne til at holde mine løfter til mig selv. Den eneste måde jeg kan gøre det på er ved enten aldrig at love noget igen, eller begynde at holde de løfter jeg giver. Den første synes ikke just at være nogen farbar vej.
  4. Jeg ønsker at stoppe den interne kamp.
    Jeg hader at blive trukket i retning af chokolade hver dag; Jeg ønsker at stoppe trangen en gang for alle. Hver gang jeg falder for fristelsen, føles det som om det bliver sværere og sværere at modstå næste gang. Og fortrydelsen – jeg er så uendeligt træt af at fortryde dagen efter, træt af at slå mig selv i hovedet over det igen og igen.

Med denne lille analyse ændrede kampen sig fra at være imellem “Det smager såååååå godt!” og “Husk, du ønsker at tabe dig” til at være imellem:

  • “Det smager såååååå godt!” og “Hvis jeg spiser det her, vil jeg opleve, at jeg ikke er stolt af mig selv. Jeg vil have øget mængden af fedt i min krop, uanset om vægten siger det eller ej. Jeg vil have gjort skade på mine årer, mit hjerte og min lever, selvom jeg ikke kan se det udefra. Jeg vil have brudt et løfte til mig selv, og min selvtillid vil mindskes på grund af det. Jeg vil have øget sandsynligheden for, at jeg giver efter igen i morgen, og jeg kan se frem til at fortyde mit valg senere.”

Pludselig virkede mine smagsløgs lykke bare ikke så vigtig mere. I lyset af denne virkelighed – virkeligheden af, hvad der rent faktisk ville ske, hvis jeg gav efter for fristelsen – var fristelsen ikke så stor længere. Den øjeblikkelige men meget kortvarige fysisk nydelse af smagen kunne ikke konkurrere med de små men sikre skridt, jeg ville tage imod de psykiske og fysiske konsekvenser af at give efter.

19 ud af 20 dage, har jeg ikke længere brug for viljestyrke til at sige nej. Det er et let valg. Så let, at jeg ikke rigtig behøver at tænke over det mere. Det gav bare ikke rigtig nogen mening for mig at sige ja, da jeg først indså hvad konsekvenserne var. En gang imellem, når der eksempelvis ved en fejl kommer pommes frites med som tilbehør til min omelet, og de har den helt perfekte gyldne farve, kan jeg stadig høre “Åååhhhhhh, det ville smage sååååååå godt”, men selv da er det ikke en reel trussel mod mine langsigtede mål. Med alt den viljestyrke jeg sparer på de andre 19 gange, er det ikke noget problem at sige nej den sidste gang.

Så hvad er de reelle konsekvenser for dig af at sige ja? Det er ikke sikkert at de ligner mine, så brug tiden til virkelig at tænke over det. Tænk over dem, se konsekvenserne for dig, mærk dem. De skal ramme dig følelsesmæssigt før de betyder noget. Hvis du ikke kan mærke det, har det ingen effekt.

Og husk; hvis det bedste, du kan komme i tanke om er: “Jeg vil tage på i vægt, hvis jeg spiser denne”, så overlader du det hele til din viljestyrke, hvorved det bare er et spørgsmål om tid og omstændigheder, før du vil give efter for fristelsen.

Men hvis dit hjerte derimod virkelig er med – hvis du virkelig VIL lave denne ændring i dit liv – vil du vil nemt kunne finde meget bedre grunde til at sige nej, og derved skabe en situation, hvor du ikke længere er afhængig af din viljestyrke.

 

Kommentarer - Offentliggøres ikke på Facebook, med mindre du aktivt vælger det.

Fik du noget ud af indlægget? Sig det ved at dele:

Tagget med: , ,
Udgivet Åbn øjnene, At ændre dine tanker