Om at holde op med at gøre de ting, jeg efterfølgende fortrød

I mit forrige indlæg beskrev jeg min egen vej fra “Hvorfor vi bliver ved med at gøre ting, vi ved vi kommer til at fortryde“, hvilket handlede om frustrationerne over gang på gang at bryde mine løfter til mig selv om at leve sundt, til svaret “Fordi jeg har ladet en stemme inden i, som jeg aldrig burde stole på, træffe afgørende beslutninger i mit liv.”, hvilket dækkede over den kortsigtede del af mig, der udelukkende gik op i øjeblikkelig tilfredsstillelse og dermed var komplet ligeglad med de konsekvenser dette havde for det langsigtede mig – det rigtige mig.

Gang på gang havde jeg ønsket at spise sundt og træne, men gang på gang var det den kortsigtede del af mig, der endte med at træffe beslutningen, hvorved det var endt med slik og afslapning på sofaen. Det havde givet mig en masse kortvarig glæde, men den efterfølgende fortrydelsen for det rigtige jeg var uundgåelig, ubehagelig og langvarig.

Det kunne være fristende at tro, at der er langt fra at indse noget til rent faktisk at gøre noget ved det, men sandheden er, at noget af opgaven faktisk løser sig selv. Ved at åbne øjnene og virkelig se problemet for hvad det er, forsvinder nogle af de tidligere muligheder for at ignorere, fornægte og bagatellisere.

Da jeg først indså, at jeg det meste af mit liv har ladet mig styre af én, som er komplet ligeglad med det rigtige mig og mine langsigtede mål, kunne jeg ikke rigtig ignorere det mere. Jeg kunne ikke aflære det – uanset hvor meget jeg til tider ønskede det. Jeg var nødt til at anerkende den enorme forskel på de to sider af mig selv, og da jeg først fik dem skilt fra hinanden, blev det næsten pinligt tydeligt, hvad der foregik i forskellige situationer.

I løbet af de efterfølgende uger observerede jeg ekstremt mange af de undskyldninger, som tidligere havde overbevist mig til at følge fristelsen, poppe op i min hjerne. De kunne ikke operere i skyggerne mere, og i fuldt dagslys var de fleste af dem var så dårlige, at jeg krummede tæer. Det gør jeg faktisk også ved at skulle indrømme dem her.

Det er jo også fredag!… Det er jo også weekend!… Det er jo kun jul én gang om året!… Det er jo kun påske én gang om året…! Det er jo kun farfars fødselsdag én gang om året!… Det er jo ferie… Hvis jeg lagde dem allesammen sammen er haldelen af dagene jo pludselig undtagelser, hvor det er okay at give efter, ganske enkelt fordi de ikke sker ‘så tit’!

Dertil kommer alle de dage, hvor det er hverdagen, der skaber undskyldningerne. Det har også været en hård dag!… Det regner… Det er for varmt… Der er jo tilbud… og det tilbud er simpelthen for dumt at sige nej til… Hvis jeg køber 3 er der også til når der kommer gæster… Vi kan da ikke gemme sådan en lille rest…

Det var ret skræmmende at indse hvor meget fornægtelse jeg havde været i. Tænk at jeg rent faktisk havde troet på alle disse undskyldninger. Havde accepteret dem, og værst af alt ageret på dem. Kilovis og atter kilovis af slik. Litervis og atter litervis af is. Ufattelige mængder af ren overspisning. Alt sammen tilladt fordi det langsigtede jeg så evigt gerne ville tro på, at det kortsigtede jeg havde en pointe i alle de tåbelige undskyldninger.

Omend det var ret hårdt virkelig at anerkende, hvad jeg havde gjort ved mig selv, var det også det første skridt på vejen mod et nyt liv. Et liv hvor træning og det at spise sundt blev normen i stedet for undtagelsen, og hvor jeg langsomt men sikkert blev gladere og gladere. Dette også fordi jeg fandt ud af hvor meget, der rent faktisk var på spil, når jeg skulle beslutte mig for enten at give efter for en fristelse eller vælge at stå imod.

Hvordan gjorde jeg det?

Første skridt var at åbne øjnene, og se på problemerne som de var. Anerkende den grimme sandhed.

Andet skridt var at skille stemmerne ad. Så længe det både var mig der ville have slik nu, og mig der ville være sund på lang sigt, var der en konflikt. Ved at skille stemmerne ad, blev det tydeligt, at det rigtige jeg gerne ville leve sundt. Den anden del af mig – stemmen der ville have slik for enhver pris – var ikke mig. Dén stemme repræsenterede ikke det, mit rigtige jeg ønskede. Hvis den gjorde ville jeg simpelthen ikke fortyde, når jeg gjorde som den sagde.

Det tredje skidt var at skabe klare associationer. For at være helt sikker på, at jeg ikke faldt tilbage i kløerne på den kortsigtede stemme i mig, skabte jeg instinktive negative associationer til alle disse undskyldninger, således at jeg i fremtiden ville være i stand til at stoppe op, aktivere frontallapperne og træffe den rigtige beslutning i stedet for at følge fristelsen uden modstand. Jeg syntes den kortsigtede del af mig var et decideret røvhul overfor den rigtige del af mig. Derfor ledte jeg i min hukommelse efter et vaske ægte røvhul, jeg kendte fra den virkelige verden.

Hver gang jeg hørte den kortsigtede del af mig sige noget – hvad som helst – ville jeg forestille mig, at det kom ud af munden på det røvhul, jeg engang kendte. Det gjorde en enorm forskel. Jeg vidste, at dét røvhul aldrig ville sige noget som helst, der var værd at høre på, og hvad end det var, så ville det nok kun gavne ham – og i hvert fald ikke mig. Jeg gav senere denne stemme et navn: John.

Når jeg var ude at købe ind, og John gerne ville have en Kinder Maxi, forestillede jeg mig, at det faktisk var det virkelige røvhul, der gerne ville have den Kinder Maxi. Pludselig var det ikke helt så svært at sige nej. Jeg sagde jo ikke nej til MIG – jeg sagde nej til HAM – røvhullet, der ikke ville mig noget som helst godt – hvilket var nemt. Endda sjovt. Jeg følte mig fri og stolt, når jeg bad ham holde kæft, og nogle gange ville jeg endda håne ham. “Haaah… hvad vil du gøre, John?? Hva?? Du er bare et røvhul uden arme! Na-na-na-na-naahh!” eller “Nåeh, så du vil gerne have en Kinder Maxi, hva? Denne fantastiske, lækre, klar-til-at-smelte-i-din-mund lille ting? F*** dig, John – det kommer aldrig til at ske!” 

Det var nok ikke det mest modne, men det cementerede adskillelsen mellem det rigtige mig og John.

John repræsenterer ikke mig. Jeg er ikke John. John vil mig intet godt. John benytter sig af latterlige undskyldninger for at få sin vilje. John skal simpelthen ikke have mere taletid. Jeg skal lytte til mig – den rigtige mig – i stedet for.

Med tiden intensiverede jeg endda det mentale billede, hvilket gjorde John endnu nemmere at sige nej til. Jeg forestillede mig, at han sad og tappede fingerspidserne mod hinanden, og at han med en slesk skurkestemme sagde yes-yes-yes-yessss, mens han savlede lidt over hvor smart han var, fordi han kunne snyde mig om og om igen. Jeg forestillede mig at han grinte på sådan en lille klam måde, når jeg faldt for hans tricks, hvilket bare fik mig til at hade ham endnu mere.

Så hvem er din John?

Hvem kender du i dit liv, som du ganske enkelt ikke stoler på. En der passer på sig selv for enhver pris, og en der gerne manipulerer sig frem i verden. En, hvor du ved, at du vil tænke dig meget grundigt om før du vil så meget som overveje at overlade beslutninger i dit liv til ham. Det er din sundhed det handler om.

Næste gang du fortæller dig selv, at du fortjener noget, der er dårligt for dig, fordi det har været en hård dag, eller du ikke mener, at du behøver at tage hen i træningscenteret fordi det regner, eller du bare lige skal have 1 enkelt stykke chokolade… så forestil dig at det kommer fra din John, og se om du stadig har lyst til at give efter.

 

Kommentarer - Offentliggøres ikke på Facebook, med mindre du aktivt vælger det.

Fik du noget ud af indlægget? Sig det ved at dele:

Tagget med: , , ,
Udgivet At ændre dine tanker, Sådan vinder du, Vær selvbevidst