Overbevisninger – Hvorfor du er nødt til at kigge på dem (selvom det gør ondt)

Negative overbevisninger

Hvornår har du sidst tænkt over, hvad dine overbevisninger er, samt hvilken effekt de har på dit liv?

Hvis du er nødsaget til at indrømme, at du faktisk aldrig har gjort det, kan jeg midlertidigt berolige dig med, at du ikke er alene. Langt de færreste ved, hvad deres overbevisninger er, og endnu færre har tænkt over, hvilken effekt de har på deres liv.

Men dine overbevisninger er ekstremt vigtige. Langt hen ad vejen er de fundamentet, som dit liv er bygget på. En overbevisning er nemlig en følelse af sikkerhed omkring hvad noget betyder. Det vil sige, at vores overbevisninger er afgørende for, hvordan vi opfatter verden, hvordan vi tolker signaler og oplevelser og hvordan vi ser på andre mennekser og os selv.

Problemet er, at de fleste af vores overbevisninger ikke er noget vi har skabt, fundet eller indprintet bevidst. I stedet er de blandt andet skabt på baggrund af generaliseringer omkring positive og negative oplevelser i fortiden. Ofte foregår dette endda udelukkende i underbevidstheden, og vi opdager hverken at en ny overbevisning formes, eller at den fremadrettet kommer til at have en direkte påvirkning på, hvordan vi lever vores liv.

Hvis du er i tvivl om, hvad jeg mener med alt dette, så lad mig stille dig et par spørgmål, som måske kan tydeliggøre nogle af grundlæggende overbevisninger. Hvilke tanker får du, hvis jeg siger:

  • Alle har fortjent kærlighed.
  • Du fortjener at blive elsket ubetinget.
  • Du er god nok.
  • Du er klog nok.
  • Enhver kropstype er smuk.
  • Livet er en leg.

Hvis du har lyttet grundigt til de tanker du fik mens du læste dem, vil du måske have hørt ting som “Der findes ikke ubetinget kærlighed” eller “Jeg er da overhovedet ikke god nok”. Forhåbentligvis hørte du også et par omgange af “Ja, selvfølgelig”. Uanset hvad du hørte kan denne lille øvelse give dig et billede af, både hvad overbevisninger er, samt hvad nogle af dine overbevisninger er.

Forestil dig at gå igennem livet med en negativ overbevisning om at “Jeg fortjener ikke kærlighed”. Hvilken type partner søger man? Får man sagt fra og sat sunde grænser, eller tenderer man til at være taknemmelig over, at der overhovedet er nogen, der vil have en? Hvordan opfører man sig over for venner og familie? Dén ene begrænsning påvirker rigtig mange dele af ens liv, og det er svært at se, at en person med sådan en begrænsning er i stand til at udvikle sunde og nære relationer. Det er ligeledes svært at se, at det nogensinde kommer til at ændre sig, uden at den negative begrænsning ændres.

Derfor kan det også gøre rigtig ondt, at blive opmærksom på nogle af de negative overbevisninger vi bærer rundt på. At indse, at man grundlæggende har en overbevisning om at man ikke er god nok, eller at man ikke fortjener kærlighed kan være hård at sluge. Hvis du oplever dette, så prøv at huske på, at det eneste alternativ til at se på det, er at leve videre med det, og lade dit liv styre af det.

Der er altså ingen tvivl om at overbevisninger er vigtige, og før vi går over til at finde ud af helt præcist hvilke overbevisninger du har, skal vi lige kigge kort på, hvordan vores overbevisninger dannes.

Oftest dannes vores overbevisninger på baggrund af:

  • Oplevelser: Oplevelser former vores overbevisninger. Se bare på terrorangreb, bryllupper, skilsmisser, eksamener osv. Tænk på en betydningsfuld begivenhed i dit liv, og lyt til hvad dine indre stemmer siger. Hvis du tænker på dit bryllup, men du senere er blevet skilt, kan det være du tænker “Bryllupper er spild af penge”. Hvis du tænker på en eksamen, der gik rigtig godt, kan det være du tænker “Man får den karakter man fortjener”. Uanset hvad, kan dét at tænke på specielle begivenheder kaste lys på mange af de overbevisninger, du har dannet dig gennem livet.
  • Omgivelser og arv: Det siges ofte, at vi er produkter af vores opvækst, vores forældre, vores venner eller lignende. Dette kan eks. være i form af “Jeg kan ikke finde ud af tal – det kan ingen i vores familie”, “Jeg er fra landet – jeg kan ikke fungere i storbyen” eller “Sådan er jeg født”. Tænk lige et kort øjeblik, på alle de personer, der ikke lagde sig fladt ned, fordi de blev født fattige, med et handikap eller havde svært ved specifikke opgaver. Verden er fuld af eksempler på personer, der klarede det ‘imod odds’, og fælles for de fleste af dem er, at de ikke havde en overbevisning om, at der var noget de ikke kunne, fordi de var født eller opvokset på en bestemt måde.
  • Tidligere resultaterVi danner alle sammen overbevisninger ud fra de succeser eller fiaskoer vi har haft i fortiden. Forskellen går på, om vi ser noget som en succes eller en fiasko. Overvej forskellen mellem to personer, der begge er gået konkurs med sit firma, hvor den ene på grund af tidligere fejl, har dannet en negativ overbevisning om, at “Ting går altid galt for mig”. Dette bliver nu potentielt til “Jeg vidste at det ville gå galt – jeg er en komplet fiasko”. Modsat har den anden en positiv overbevisning om “En fejl er kun en fejl, hvis man ikke lærer af den”, hvorfor han potentielt tænker “Hvad kan jeg lære af denne konkurs, så jeg mindsker sandsynligheden for at det sker igen næste gang”. Tænk også på hvor svært det er at få succes, hvis man allerede inden man går i gang har en overbevisning om at “Ting går altid galt for mig”.

De negative overbevisninger vi har kan medføre, at vi aldrig når de mål vi har, og de positive overbevisninger vi har kan give os en ekstra drivkraft imod at nå vores mål. Hvis der er et mål, du længe gerne have villet nå – uden det er lykkedes endnu – kan du næsten med garanti regne med, at der ligger en negativ overbevisning til grund for din manglende succes.

Måske ønsker du at leve sundt eller blive selvstændig, men har overbevisninger, der siger, at “Det er kedeligt at træne”, “Livet er for surt uden chokolade” og “Selvstændige skal arbejde 80 timer om ugen for at få det til at løbe rundt”. 

Så hvad drømmer du om? Og hvad siger du til dig selv, som forklaring på at det ikke kan lade sig gøre? Alt fra “Jeg har ikke tid nok” og “Jeg har ikke penge nok” til “Jeg er ikke god nok” og “Det kan man ikke” er eksempler på negative overbevisninger, som får gode mennesker til at undlade at tage skridtet hen mod deres drøm.

Hvilke overbevisninger står i vejen for dine drømme? Find dem frem nu. Og hvis du synes det er svært eller ubehageligt, så husk på, at det – som altid – ikke er muligt at gøre noget ved problemet, med mindre du er villig til at se på det…

Så hvad er dine overbevisninger? Både positive og negative. Hvis du på nogen måde er i tvivl, så prøv at afslutte følgende sætninger – og prøv både med og uden en drøm i tankerne:

  • Jeg er…
  • Jeg kan…
  • Jeg kan ikke…
  • Man er…
  • Man kan…
  • Man kan ikke…
  • Børn er…
  • Forældre er…
  • Rige mennesker er…
  • Fattige mennesker er…
  • Livet er…
  • Arbejde er…
  • Uddannelse er…
  • Ferie er…
  • Pension er…
  • Motion er…
  • Sund mad er…
  • osv. osv. osv.

I et af de kommende indlæg skal jeg nok være behjælpelig med hvordan du ændrer en negativ overbevisning. Glæd dig – de er dejlige at slippe af med.

 

Kommentarer - Offentliggøres ikke på Facebook, med mindre du aktivt vælger det.

Fik du noget ud af indlægget? Sig det ved at dele:

Tagget med: , ,
Udgivet Åbn øjnene, Sådan vinder du, Vær selvbevidst