Virkelig bange – men jeg gør det alligevel

Okay, her kommer det. Mit første blog indlæg. At inden i mig skriger, at jeg skal gøre noget andet. Spis noget, se noget, gå en tur, skriv til en ven, ring hjem – hvad som helst. Alt andet end at sidde her og skrive dette indlæg.

En meget insisterende stemme i mit hoved fortæller mig, at jeg ikke er interessant nok, ikke klog nok, ikke spændende nok, ikke god nok skriftligt til at skrive en blog. Ingen vil nogensinde læse den – hvem tror jeg egentlig jeg er?

Men det er jo lige præcis dét, der skal være det overordnede emne for denne blog. At overvinde alle de stemmer i hovedet, der får mig længere væk fra mine mål i stedet for tættere på dem. Og dele hvordan jeg gør det. Faktum er, at jeg har haft lyst til at skrive en blog i et år nu. Og i et år har jeg givet mig selv den ene grund efter den anden til hvorfor jeg ikke skal starte lige netop i dag. Måske i morgen, men bestemt ikke i dag.

Så hvad gør lige nøjagtig i dag anderledes?

Først og fremmest har jeg ændret mig meget. Ikke bare over det seneste år, men gradvist over de seneste 5. Når jeg siger meget, så mener jeg MEGET. Kort fortalt plejede jeg at lytte til hver eneste stemme i mit hoved, der gladeligt fortalte mig hvor lidt jeg var værd, og hvor lidt jeg fortjente. Jeg plejede jeg at tro at livet var noget opreklameret lort. Det var ganske enkelt bare sådan, at livet stank, og hvis jeg bare kunne skaffe mig penge nok til at klare mig frem til pensionen på en fornuftig måde, skulle jeg være godt tilfreds med det. Livet startede ved pensionen – resten var bare en kamp om at nå dertil.

I dag synes jeg, at livet er fantastisk, og at de eneste grænser for hvad jeg kan opnå, er de grænser jeg selv sætter. Når jeg lægger mig i sengen om aftenen, glæder jeg mig til det bliver morgen. Når jeg vågner er det med et smil, og jeg er tættere på mange af mine mål end jeg nogensinde troede var muligt – og endnu tættere på nye mål, som jeg aldrig turde at have.

Jeg har været i stand til at lave denne ændring, fordi jeg har taget kampen op imod – og vundet over – min hjerne. Jeg har vundet over alle de negative, uanfægtede, ukonstruktive stemmer, som jeg før troede var mine egne. Alle de stemmer, der holdt mig nede og medførte at jeg gemte mig væk i hvad der på mange måder virkede som en sikker lille boble. Beskyttet imod den onde, onde verden, hvor man bare ville blive såret og ked af det. Alle de stemmer, der gjorde mig passiv i stede for aktiv, og ganske enkelt alle de stemmer, der fik mig til at få det dårligt med mig selv.

For 5 år siden begyndte jeg at stille spørgsmålstegn ved den stemme inden i mig, der fortalte hvor hvordan et forhold skulle være, for at det var rigtig kærlighed. Dette har hjulpet mig med at få det første, funktionelle, ærlige og sårbare forhold jeg nogensinde har haft.

For et år siden opdagede jeg en stemme, der har domineret enorme dele af mit liv. En stemme, der gang på gang har lokket mig til at vælge kortsigtet tilfredsstillelse over langsigtet glæde. Så snart det handlede om at spise sundt og træne, var denne stemme altoverskyggende, og langt størstedelen af tiden endte jeg med at spise det der smagte godt og blive på sofaen i stedet for at komme ned i træningscenteret. Virkelig hårdt arbejde har medført at jeg har fået skovlen under denne stemme, hvilket har medført fantastiske resultater. Eksempelvis får jeg aldrig længere den dårlige samvittighed dagen derpå. Du ved, den der dårlige samvittighed, der skyller ind over dig, når du står foran spejlet, og kommer i tanke om hvor meget chokolade, du rent faktisk spiste dagen før eller det faktum, at du nu har droppet træning 3 uger i træk, hver gang med løftet om at du gør det i morgen. Den har jeg ikke mere!

For bare 2 måneder siden blev det uendeligt tydeligt for mig, at der var endnu en stemme i mit hoved, som virkelig holdt mig tilbage i mit liv. Stemmen, der indgyder frygt i mig. Frygten for ikke at være god nok. Frygten for at det (hvad end det er) vil gå forfærdeligt galt. Frygten for at andre ikke vil kunne lide mig, eller kunne lide det jeg gør. Frygten for at blive grint af og afvist.

Jeg har altid haft denne stemme, men jeg har aldrig indset hvor meget den påvirkede mig – hvor meget den rent faktisk styrede mine handlinger i hverdagen. Jeg vidste det ikke, fordi stemmen var smart nok til ikke bare at råbe “Jeg er bange”, men i stedet komme med alle mulige ‘rationelle’ forklaringer på, hvorfor jeg ikke skulle gøre det jeg var bange for.

Jeg opdagede denne stemme fordi den desperat forsøgte at sørge for, at jeg ikke skulle tage på den tur, jeg er på lige nu – en 3½ uge lang tur til Argentina og Brasilien. Den ville have vundet, hvis det ikke havde været for min kæreste, Nicolai, som var lige så desperat i forsøget på at få os til at tage afsted. Min stemme havde en million forklaringer på hvorfor det på ingen måde kunne lade sig gøre at tage afsted. Fra “Der er Malaria overalt, og eftersom vi prøver at blive gravide dur det ikke” over “Vi kender ikke engang sproget, hvad hvis noget sker?” til “Det er farligt alle steder i Sydamerika”. Nicolai skød uden problemer dem allesammen ned med hurtige og reelt rationelle modargumenter. Mine interne forklaringer var mere end nok til at få mig til at blive hjemme, men ikke i nærheden af at være nok til at få ham til at blive hjemme.

Hver eneste forklaring af mine, der blev skudt ned af ham, var som et lag der blev skrællet af, og efter ca. 30 minutter var der ikke andet end sandheden tilbage. Med tårerne trillende ned af mine kinder hulkede jeg: “Jeg er bange for at noget vil gå galt, og at jeg vil blive grint af, fordi jeg ikke har planlagt turen bedre, så problemet kunne have været undgået.” 

Allerede inden jeg sagde det, vidste jeg, at det ikke var grund nok til at blive hjemme.

At gøre noget af rationelle årsager er ok, men af irrationel frygt? At indse at den eneste årsag til at jeg gerne ville blive hjemme var irrationel frygt, var nok til at jeg tog springet.

Så her her jeg – 2 måneder efter – igang med at skrive mit første blogindlæg fra Rio. Min frygt kunne have holdt mig fra en absolut fantastisk tur til Sydamerika, hvor jeg endda har fundet ud af, at jeg virkelig gerne vil tilbage. Min frygt kunne have holdt en dør lukket, som jeg reelt gerne ville have skulle være åben. Dette affødte en ny åbenlys tanke: Hvad har denne stemme ellers holdt mig fra at gøre, som jeg reelt ville blive glad for at gøre, hvis ellers jeg kunne komme igennem min frygt?

Én af de ting der poppede op var at skrive en blog. Jeg har ønsket at skrive en blog lige siden jeg opdagede og stoppede stemmen, der fik mig til at vælge den kortsigtede tilfredsstillelse, men frygt-stemmen blev ved med at give mig grunde til at udskyde det. Jeg manglede tid, erfaring, viden, evner osv. Men i virkeligheden var der kun én ting, der holdt mig fra at gå igang med at skrive en blog i dag. Frygten for at jeg ville fejle som blog-skribent. Men ligesom frygten for at rejse til Sydamerika blegnede i det øjeblik, den blev udstillet for hvad den var, blegnede frygten for at skrive en blog også. Denne irrationelle frygt skulle simpelthen ikke få lov til at vinde – SÅ farlig var det heller ikke.

Den absolut værste ting, der reelt kan ske ved at skrive en blog om min udvikling og de deraffølgende op og nedture, jeg har oplevet i forsøget på at skabe et bedre liv for mig selv, er at der ikke er nogen, der gider at læse den, og den dermed bliver degraderet til en offentligt tilgængelig version af en dagbog, som ingen andre end jeg læser.

Dét kan jeg leve med.

Så denne blog vil langt hen ad vejen blive dedikeret til alle de stemmer, som jeg vil af med, og hvordan jeg har gjort det indtil videre.

Ved at tage kampen op med min egen hjerne planlægger jeg simpelthen at tage magten tilbage i mit eget liv.

Tak fordi du vil læse med!

 

Kommentarer - Offentliggøres ikke på Facebook, med mindre du aktivt vælger det.

Fik du noget ud af indlægget? Sig det ved at dele:

Tagget med: , ,
Udgivet At ændre dine tanker, Lev sundt, Tag springet, Vær selvbevidst